Politiet skal have bedre ressourcer til at gribe ind, når dyr bliver mishandlet.

Det mener Dansk Folkeparti, som i forhandlingerne om politiforliget fremsætter et forslag om et dyrepoliti.

» Vi synes, det er vigtigt, at vi tager os af alle levende væsener, og at man kommer det problem til livs, der er med, at der opleves meget lang sagsbehandlingstid hos politiet og domstolene i forhold til dyremishandling,« siger retsordfører Peter Skaarup (DF) til TV 2.

Konkret drejer det sig om, at der nedsættes et udvalg, som kan komme med forslag til, hvordan politiets indsats i dyreværnssager kan forbedres.

Udmeldingen vækker glæde hos Dyrenes Beskyttelse, da antallet af sager om mishandlede og vanrøgtede dyr i Danmark er steget markant de seneste år ifølge organisationen.

»Desværre oplever vi, at nogle politikredse slet ikke efterforsker sagerne, andre steder er sagsbehandlingstiden utrolig lang, og ofte har vi været nødsaget til at anmelde den samme person flere gange, før der er blevet grebet ind fra politiets side,« siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse.

BNB