Erhvervspraktikken er en unik måde for eleverne i 8. og 9. klasse at få en idé om, hvilken uddannelsesvej, de vil gå. Derfor er det ærgerligt, at flere skoler vælger det fra, mener Dansk Erhverv.

Selvom erhvervspraktikanter fra 8. eller 9. klasse sjældent er en decideret arbejdskraft for deres praktiksted, ærgrer det Dansk Erhverv, at mange folkeskoler dropper at sende eleverne i praktik.

»Der er ingen tvivl om, at erhvervspraktikken er med til at give de unge et indblik i deres fremtidige jobmuligheder og afklare eleverne i deres uddannelsesvalg,« siger uddannelseschef i Dansk Erhverv, Svend Berg, til Berlingske Nyhedsbureau og uddyber:

»Vi har gavn af, at eleverne får et indblik i, hvad det er for nogle uddannelser, de efterfølgende skal vælge. Men det er ikke sådan, at den unge i sig selv hjælper til i produktionen eller den service, der skal leveres.«

Uddannelseschefens reaktion kommer efter, at TV2 har afsløret, at hver anden folkeskole har droppet erhvervspraktikken. Det kommer ikke helt bag på Svend Berg:

»Kommunerne har vægtet praktikken meget forskelligt, og derfor har vi set flere steder, hvor man i stedet har valgt at sende eleverne en uge på en teknisk skole eller en handelsskole eksempelvis,« siger han.

Mens det er et krav, at skolerne sender elever fra 10. klasse i praktik, er der ikke noget krav for 8. eller 9. klasse, og det vil Danske Skoleelever lave om på.

Formand Miranda Dagsson påpeger, at det langt fra er alle elever, der vælger 10. klasse, og at alle elever skal have mulighed for at komme i praktik.

Svend Berg er enig og påpeger, at 10. klasse er blevet et ekstra år for dem, der endnu er uafklaret omkring deres videre uddannelse. Han tilføjer, at det »nok er i 8. klasse, man skal fokusere på erhvervspraktikken, fordi eleverne i 9. klasse er meget fokuseret på afgangsprøven.«