Den danske enke efter den oprindeligt udpegede brandstifter på Scandinavian Star, der brændte i 1990 og kostede 159 livet, kræver nu en undskyldning og overvejer at anlægge en erstatningssag mod myndighederne, skriver Politiken.

Den danske lastbilchauffør Erik Mørk Andersen blev i 1991 udpeget af norsk politi til med »stor grad af sandsynlighed« at være brandstifteren på Scandinavian Star.

Sagen blev dog henlagt, da han omkom i branden, men i juni 2014 trak norsk politi anklagen tilbage, efter at en ny gruppe efterforskere fra Oslo Politi havde set den gamle sag igennem.

Erik Mørk Andersens enke træder nu frem og fortæller, at hun ønsker en officiel undskyldning gennem en erstatningssag.

»Jeg har altid villet have ham renset, fordi han skal ikke have skyld for noget, han ikke har gjort. Det handler ikke om penge. Det er princippet. Det handler om at få en officiel erkendelse af, at myndighederne tog fejl. Det vil være en officiel undskyldning,« siger enken Jette Andersen.

Hun vil igennem sin norske advokat undersøge mulighederne for at rejse en erstatningssag ved en civil domstol i Norge, når norsk politi afslutter den nuværende efterforskning.

Siden sidste sommer har norsk politi gennemført en ny efterforskning, der bliver forlænget, efter at det norske Storting har fjernet forældelsesfristen på 25 år for mordbrand, skriver Politiken.