Skat: Dansk direktør i USA vil ikke sætte sine ben på dansk grund igen

Danmark kan rende mig. Så klart lyder meldingen nu fra millionær og ejer af it-markedsføringsselskabet Concept Interest, Thomas Rosenstand, der siden oktober 2009 har boet og arbejdet i Florida i USA.

Skat har netop afgjort, at en anden dansk virksomhedsejer, der har boet 21 år i Grønland, bliver gjort skattepligtig, så snart han tjekker sin mail eller taler på sin firmatelefon på dansk grund. Og som en direkte reaktion har Thomas Rosenstand nu lagt en video ud på YouTube, hvor han fortæller, at han ikke vil sætte sine ben på dansk grund igen, selv om det betyder, at han ikke kan besøge sine venner eller familie.

Helt konkret har han aflyst to foredrag i Danmark, hvor han skulle have fortalt om markedsføring på nettet.

Det hænger ikke sammen

- Danmark kan rende mig. Det er ikke Jens, Peter og hvad folk ellers hedder, men systemet Danmark. Min hustru og jeg har ikke råd til at sætte vores ben i Danmark, hvis vi skal betale personskat fra det øjeblik, vi har foretaget et arbejdsrelateret telefonopkald eller tjekket mail. Det hænger ikke sammen, siger firmaejeren.

Thomas Rosenstand betaler allerede selskabsskat i Danmark, fordi han ejer tre holdingselskaber. Men han annoncerer nu i videoen, at han vil forsøge at bliver statsborger i USA i stedet og trækker de tre selskaber ud af landet, såfremt reglerne også rammer ham.

Ærkepatriot

- Jeg har en grim smag i munden, for jeg er ærkepatriot og vil give mit blod for Danmark. Men det her kan Danmark ikke være bekendt. Jeg trækker på ingen måder på det danske samfund, og har ikke ret til at blive behandlet i Danmark, men alligevel skal jeg betale skat, hvis jeg foretager et arbejdsopkald. Det har vi ikke råd til, siger han.

Professor i skatteret Jan Pedersen fra Aarhus Universitet vurderer dog, at direktøren roligt kan rejse til Danmark. Til forskel fra sagen om direktøren i Grønland, som Skat netop har afgjort er skattepligtig i Danmark, hvis han bare foretager et opkald på mobilen, så har Thomas Rosenstand nemlig ikke bolig til rådighed i Danmark, og dermed er hans situation anderledes.

Behov for klarhed

Men det er ikke kun Thomas Rosenstand, der er forvirret over de danske skatteregler. En række skatteeksperter har i B.T. undret sig over, hvorfor den dansk-grønlandske direktør skal betale skat i Danmark, når Helle Thorning-Schmidts samlever Stephen Kinnock med nærmest identiske forhold, kan slippe for skat. Ligesom den dansk-grønlandske direktør har Kinnock bolig til rådighed i Danmark og ifølge Thorning 'kigger han af og til på sin mail og telefon'.

Formanden for Skatterådet, Hanne Søgaard Hansen, er selv forvirret, og hun har nu bedt skatteministeren om at kulegrave reglerne.

- Vi anbefaler, det bliver mere enkelt og objektivt konstaterbart for skatteborgere at finde ud af, om de er skattepligtige til Danmark eller ej, siger Hanne Søgaard Hansen.

Skatteminister Peter Christensen (V) oplyser til B.T., at ministeriets embedsmænd nu undersøger, om der er behov for at ændre loven.