'Vi oplever i øjeblikket en sand shitstorm fra mange sider – både kendte personer og ”almindelige” deltager livligt i debatten på baggrund af nogle billeder, der har spredt sig som en steppebrand her på de sociale medier.'

Sådan starter det opslag, som Cirkus Trapez i sidste uge lagde op på deres Facebook-profil Opsangen kommer efter, at flere gæster ytrede bekymring om to hestes tilstand i slutningen af april. De to heste skulle angiveligt se særdeles udsultede ud, og det fik én eller flere borgere til at politianmelde cirkusset.

Politianmeldelsen fik efterfølgende cirkusset til at skrive opslaget, hvor de opfordrer de bekymrede borgere til at stoppe med 'deres hetz'. I opslaget skriver de blandt andet også, at de har sendt to heste tilbage til vinterkvarteret, men at der ikke er grund til bekymring. Det kan dog ses i kommentarsporet, at flere er dybt uenige i den betragtning:

Reaktionerne på opslaget er kritiske, men der er også flere, som støtter cirkusset og fortæller, at de aldrig har lagt mærke til nogen dyr, der skulle have det dårligt.

Som følge af politianmeldelsen blev sagen overbragt til Fødevarestyrelsen, som derfor den 28. april besøgte cirkusset med embedsdyrlægen. Resultatet blev, at Cirkus Trapez fik påbud om at lade en dyrlæge tilse dyrene.

I sidste uge lagde cirkusset så endnu et opslag op på deres Facebook-profil, hvor de vedhæftede et billede af en udtalelse fra en dyrelæge. Udtalelsen fra dyrelægen Karin Mølbæk Jensen burde fjerne mistanken hos de bekymrede cirkusgæster, for der gøres det klart, at hestene er uden tegn på sygdom, omend en af de tynde heste har lidt af en tandsygdom.

Kommentarsporet til det nye opslag viser dog, at alle ikke 'køber' dyrelægens vurdering. Nogle sætter spørgsmålstegn ved ægtheden af udtalelsen, mens andre fastholder, at heste ikke burde være så tynde. En af dem er Sandra Christina Gaarde, der vil have cirkusset lukket:

»Er ligeglad med dem (henviser til et billede af tre heste, red.). Alle har set de andre 2 udmagrede heste. Cirkus Trapez skal stå til ansvar for deres handlinger og lukkes ned!!!!,« skriver hun i opslaget.

Kommentarerne har Cirkus Trapez ikke meget til overs for. Faktisk føler de sig en smule forfulgt:

“Ja, vi føler os forfulgt. Nu har vi to gange på to år blevet anklaget for nogle ting, hvor vi begge gange har fået en dyrelæges vurdering på, at vi ikke mishandler nogle dyr. Det er helt fint med en debat omkring, hvorvidt man bør have dyr i cirkus, og den vil vi gerne være en del af, men den skal være på et sagligt og fagligt niveau,« siger Louise Mandrup Rasmussen fra Cirkus Trapez.

Louise Mandrup Rasmussen understreger også, at der ofte er dyrelæger på besøg, og at dyrene bliver behandlet godt i cirkusset.