Snubler man på dansegulvet til julefrokosten på jobbet eller kommer galt af sted, når kirsebærsaucen til risalamanden skal varmes, så kan det godkendes som en arbejdsskade. Det skriver Ugebrevet 3F.

- Som ansat er man omfattet af loven under en julefrokost, der er arrangeret af arbejdsgiveren, fordi festen afholdes i arbejdsgiverens interesse. Denne interesse er til stede, når arbejdsgiveren tager del i planlægningen af arrangementet, siger Rikke Nissen, chefkonsulent i Arbejdsskadestyrelsen til Ugebrevet 3F.

I forhold til at få en ulykke godkendt som en arbejdsskade fra en julefrokost har det ifølge styrelsen ikke betydning, at der er røget en del snaps indenbords i løbet af julefrokosten.

Arbejdsskadestyrelsen har ifølge ugebrevet behandlet arbejdsskader fra julefrokoster.

- Vi har oplevet sager med arbejdsskader, hvor en har brændt sig i forbindelse med at tilberede mad. Og en der faldt på dansegulvet og slog halebenet. Det er blevet anerkendt som arbejdsskader, siger Rikke Nissen.

Ifølge styrelsen gælder loven til helt ud på natten, hvis det har været planlagt for arbejdsjulefrokosten. Det slutter dog, hvis man tager videre i byen.

Er det ok, at skader til en julefrokost kan blive anerkendt som arbejdsskader?