Prins Joachim og prinsesse Maries datter har netop fået sit navn. Den lille prinsesse er døbt Athena Marguerite Francoise Marie.

Regentparrets ottende barnebarn hedder Athena Marguerite Françoise Marie. Den fire måneder gamle prinsesse er netop blevet døbt af kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen i Møgeltønder Kirke.

Foran 224 gæster blev prins Joachim og prinsesse Maries datter døbt i den samme dåbskjole som sin storebror, prins Henrik.

Kjolen, der er skabt af designeren Henrik Hviid, er af cremefarvet jacquardvævet schweizerbomuld og syet i empiresnit. Den er syet med biselæg på overdelen, nederst på ærmerne og på skørtet, og i ryggen er kjolen forsynet med knapper.

Også prins Joachims sønner med grevinde Alexandra, prins Nikolai og prins Felix, er begge døbt i en dåbskjole af Henrik Hviid. Felix genbrugte i 2002 Nikolais dåbskjole fra 1999.

Dermed er ingen af prins Joachims børn døbt i kongehusets dåbskjole, som har været anvendt af en lang række kongelige børn siden 1870.

Som ved alle dåbshandlinger i kongehuset var det desuden den kongelige døbefont og det tilhørende dåbssæt med fad, kande og lysestager, der blev brugt ved dåbshandlingen.

Klenodierne, der er af delvist forgyldt sølv, har været i brug ved dåben af samtlige kongelige børn siden den senere Frederik 4.s dåb i 1671.

Efter dåben holder prins Joachim og prinsesse Marie reception for dåbsgæsterne på Schackenborg Slot.