Hvis du vil læse International Business på CBS, skal du have et snit på 12,1. Men der er alligevel håb for andre end mønsterstudenterne. 40 procent bliver nemlig optaget gennem kvote 2.

Det kræver ekstremt høje gennemsnit at komme ind på en række eftertragtede danske uddannelser. Og for første gang er der i år uddannelser, hvor man skal have en studentereksamen med et gennemsnit på topkarakteren 12 eller højere for at gøre sig håb om optagelse på kvote 1.

Det gælder for molekylær biomedicin på Københavns Universitet, hvor de håbefulde ansøgere som minimum skal have et rent 12-tal, og international business på Copenhagen Business School (CBS), der topper listen med et optagelseskrav på 12,1.

Men man skal dog ikke droppe drømmen om at læse international business, selv om eksamensbeviset ikke nødvendigvis slår rekorder. Netop fordi at optagelseskravet er så højt, optager CBS 40 procent af de nye studerende på kvote 2.

Der er nemlig andre dygtige studerende end dem, der får meget høje karakterer i gymnasiet, siger sekretariatschefen for uddannelse på CBS, Wilbert van der Meer.

»Et gennemsnit på over 12 kan man jo kun få, hvis man får den her bonus oveni sit gennemsnit for at komme direkte fra gymnasiet. Men der er en del andre, der har nogle erfaringer og er dygtige på andre måder, og dem vil vi også gerne have plads til,« siger han.

Generelt kræver det gode karakterer uanset, hvad man vil studere på CBS. Men international business har før ligget i top som den uddannelse i Danmark, der kræver det højeste gennemsnit.

»De studerende er ambitiøse og fagligt dygtige. Men vi har da set, at nogle af de her studerende, som er vant til at få høje karakterer, presser sig selv hårdt,« siger Wilbert van der Meer.

»Vi er opmærksomme på, at der skal gøres lidt ekstra for at skabe et studiemiljø, der fungerer godt. Af samme grund har vi øget optaget af ansøgerne via kvote 2, hvor det er andre ting end karaktergennemsnittet, der bliver lagt vægt på. Det giver et lidt mere blandet hold, hvis de ikke alle sammen er nogen med meget høje karakterer. Man kan se, at de engagerer sig lidt bredere end bare i bøgerne,« siger han.

Hos kvote 2-ansøgerne bliver der blandt andet lagt væk på udlandsophold og frivilligt arbejde.

»Vi vil gerne sende det signal, at et godt job og et godt studiemiljø får du ved både at være fagligt dygtig og socialt kompetent. Det lægger en kommende arbejdsgiver vægt på, og det gør vi også på studiet,« siger han.

International business optager cirka 180 studerende om året. Ud af dem er omkring 20 procent udenlandske studerende. Undervejs byder uddannelsen typisk på et studieophold i udlandet og virksomhedspraktik på en af Danmarks store internationale virksomheder som Mærsk eller Carlsberg eller store udenlandske virksomheder.

De studerende ender typisk i lederstillinger i internationale virksomheder, fortæller Wilbert van der Meer.