Halloween byder traditionen tro på massevis af græskar med udskårne ansigter - og de kommer i alle størrelser.

Nogle af dem er rigtig store endda, og Danmarks største vejer hele 276 kilo. Det blev afgjort lørdag ved årets DM for kæmpegræskar i Tivoli i København.

Fem græskardyrkere bejlede til mesterskabstitlen, og det blev bygningsingeniøren Kim Engrob Bøndergaard fra Spjald i Vestjylland, der løb med sejren.

»Mesterskabet er en enorm forløsning, som jeg har arbejdet på i de sidste fem år,« siger årets vinder i en pressemeddelelse fra Tivoli og afslører en lille flig af hemmeligheden bag det enorme græskar:

»Opskriften er min hemmelighed, men jeg vil gerne røbe, at hestepærer, komøg og masser af flydende gødning har fungeret som ren EPO på mit græskar i år. Og så har jeg også bygget et otte gange 14 meter stort tunneldrivhus for at udnytte jordvarmen - alt i alt en vinderrecept.«

Græskarret på andenpladsen havde en kampvægt på lige over 247 kilo. Tredjepladsen gik til et 231 kilo tungt græskar.

Ingen af årets deltagere formåede dog at slå danmarksrekorden fra 2012, hvor ægteparret Hanne og Lasse Kolding fra Sydsjælland formåede at dyrke et græskar på hele 451 kilo.

BNB