Historien om den aarhusianske storstikker Grethe Bartram er en af de mest spektakulære og rædselsvækkende fortællinger fra den danske besættelsestid. Hvordan kunne en 19-årig kommunistisk kvinde fra modstandsbevægelsen have samvittighed til at stikke sin mand, bror og op mod 70 andre til nazisterne?
Grethe Bartram var en af den frygtede nazistiske efterretningstjeneste Gestapos mest effektive stikkere under 2. Verdenskrig. Hendes ofre måtte lide under måneder lang tortur og forhør, og mange af dem endte i kz-lejre. Selv Gestapo undrede sig over, at hun kunne få sig selv til at angive sin nære familie.
Hun stak sin bror, sin mand og sin søns plejefar, samt op mod 70 andre i den aarhusianske modstandsbevægelse.
Grethe Bartram var opvokset i et fattigt kommunistisk hjem, og hun var også medlem af diverse kommunistiske ungdomsorganisationer.
Derfor havde hun også et kendskab til menneskerne og miljøet omkring modstandsbevægelsen, fordi den indeholdt mange kommunister. Den viden udnyttede hun siden hen til at stikke store dele af den aarhusianske modstandsbevægelse.
Hun medvirkede også selv i illegalt arbejde og blev betragtet som en nøglefigur i modstandsbevægelsen, så derfor havde hun det perfekte dække.
Hvad drev hende?
Efter at Grethe Bartrams mand blev ramt af en arbejdsulykke, måtte han ligge på sygehuset i lang tid. Derhjemme havde Grethe Bartram det svært økonomisk, hvor hun havde problemer med at få pengene til at række for hende og hendes søn på omkring et år. Men så så Grethe Bartram en annonce i avisen.
»En dag så jeg tilfældigt i en Aarhus-avis en annonce indrykket af det danske politi. Man tilbød 1.000 kroner i dusør til den, der kunne give oplysninger, som kunne føre til opklaringen af en sabotagebrand i en skrædderforretning. Jeg vidste lidt om den ting. Jeg tænkte kun på ét: Hvad jeg kunne få af tøj og mad til mit barn og mig selv, hvis jeg havde 1.000 kroner,« sagde Grethe Bartram i et interview med forfatter Erik Haaest i 1976, skriver Samvirke.
Grethe Bartram gav oplysninger om sabotagen og hendes bror blev anholdt. Senere gik Grethe Bartram til Gestapo-officeren Rothenberg, som hun vidste arbejdede på sagen, for at få sin bror løsladt. Hendes bekendtskab med Rothenberg skulle vise sig at få dødelige konsekvenser for den danske modstandsbevægelse.
Efterfølgende lokkede Rothenberg Grethe Bartram med, at for hvert navn på modstandsfolk, hun gav, ville hun få penge af Gestapo.
Den aftale hoppede Grethe Bartram med på, og i juni 1944 optrevlede hun stort set hele den aarhusianske modstandsbevægelse med sine oplysninger.
Modstandsbevægelsen fik senere beviser for, at det var Grethe Bartram, der var storstikkeren i Aarhus. Ledelsen beordrede hende likvideret.
Men det lykkedes Grethe Bartram at undslippe, selvom hun blev såret af et skud i hovedet, og efter en kort indlæggelse i Fredericia fortsatte hun med at stikke modstandsfolk for Gestapo i Kolding i krigens sidste måneder.
Benådet af kongen
Efter krigens afslutning blev Grethe Bartram anholdt uden for Fredericia, hvor hun holdt sig skjult med to andre stikkere.
Under retssagen mod Grethe Bartram i efteråret 1946 blev hun tiltalt for 47 forhold af stikkeri.
Hun blev dømt til døden, men den danske konge benådede Grethe Bartram, fordi man ikke ville henrette en kvinde i Danmark på det tidspunkt. Hun blev løsladt i midt 1950'erne på grund af sin unge alder, og flyttede som 32-årig til Sverige efter løsladelsen og begyndte et nyt liv.
Berlingske Tidende interviewede Grethe Bartram i 2010 i Sverige, hvor hun sagde, at hun havde fortrudt sine gerninger.
»Der foregik en modningsproces i den periode, jeg sad i fængsel. Det var en anden person, der flyttede til Sverige. Det er vel i øvrigt så selvklart, at et menneske, der har oplevet det, som jeg har været ude for, ville ønske, at det inte havde fundet sted,« sagde Grethe Bartram til Berlingske Tidende i 2010.
