Næste år flytter tusindvis af fisk, padder og skaldyr fra Charlottenlund til Amager, når Danmarks Akvarium indvier sin nye bygning, Den Blå Planet, på Kastrup Havn. Dermed er der ikke længere brug for den gamle ejendom i Charlottenlund Skov ved Strandvejen, som har huset nationalakvariet siden 1939.

Bygningen blev i sin tid opført i Charlottenlund Slots fredede have på den betingelse, at den skulle rives ned og fjernes, når den ikke længere blev brugt til akvarium. Men ejerne håber alligevel, at den får lov til at blive stående.

Fonden Danmarks Akvarium og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme har derfor sat den til salg for at undersøge, om der findes købere, som vil revitalisere bygningen og indrette den til et nyt kulturelt eller rekreativt formål. Det kræver dog en større ombygning og renovering, påpeger styrelsens vicedirektør, Erik Als.

- Men på grund af bygningens særlige beliggenhed, ønsker vi at undersøge, om der findes en velegnet og bæredygtig anvendelse af bygningen, inden vi peger på en nedrivning, siger han.

Bygningen, som er tegnet af arkitekten C.O. Gjerløv-Knudsen, huser 300 forskellige dyrearter fordelt på knap 1.900 kvadratmeter.

På Den Blå Planet i Kastrup, som åbner i foråret 2013, får Danmarks Akvarium hele 9.000 kvadratmeter at brede sig på.