111 år.

Så gammel blev Ellen Adelaide Brandenborg, inden hun døde tirsdag som den ældste nulevende dansker.

Det skriver Aarhus Stiftidende.

I årene op til sin død boede Ellen Adelaide Brandenborg på Lokalcenter Søholm, hvor hun ifølge Stiften var glad for at bo. Over for den århusianske avis har hun forklaret, at opskriften på at få et langt og godt liv var sund mad samt masser af grøntsager og frugt.

»Og så har jeg været glad og haft gode venner og en god familie. Forsøgt ikke at være gal og skælde ud og har aldrig været syg andet end med forkølelser,« sagde hun engang ifølge Stiften.dk

Trods det lange liv kunne Ellen Adelaide Brandenborg bryste sig af kun at have været indlagt en enkelt gang. Det var i 1980, da hun fik en ny hofte.

I videoen giver Ellen Adelaide Brandenborg sin opskrift til, hvordan man bliver 110 år gammel.

Ellen Adelaide Brandenborg er født i Skørping, hvor hun sammen med sine ni søskende boede, indtil familien med faderen i spidsen flyttede til København. Her fik faderen job som værkfører hos en urmager og kongelig hofleverandør.

I 1929 rejste hun til Montreal i Canada for at arbejde. Her mødte hun den mand, hun senere giftede sig med, Carl Brandenborg. Sammen fik de fire børn, inden Carl Brandenborg døde i 1982.