Wolfgang Mayer var blandt de 18 DDR-flygtninge, som den danske ambassade i Østberlin kastede i kløerne på Stasi. De voksne røg i fængsel, mens børnene blev anbragt på en hemmelig institution. 
Wolfgang Mayer var blandt de 18 DDR-flygtninge, som den danske ambassade i Østberlin kastede i kløerne på Stasi. De voksne røg i fængsel, mens børnene blev anbragt på en hemmelig institution.  Foto: Chr. T. Jørgensen/EUP-images

I 23 år har den tidligere DDR-borgere Wolfgang Mayer ventet på, at vi ville stå ved vores løgn. Løgnen om, hvorfor Danmark i 1988 sendte ham og 17 andre østtyskere på flugt i armene på Stasi og videre til en uvis skæbne.

Wolfgang Mayer og hans følge var søgt i sikkerhed på den danske ambassade i Østberlin, men i stedet for at hjælpe gruppen til Vesttyskland, kontaktede ambassaden det østtyske sikkerhedspoliti.

Siden har forskere ønsket at undersøge, i hvor høj grad den daværende danske statsminister Poul Schlüter (K) og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) var indblandet i ambassadens beslutning. Men udenrigsminister Lene Espersen (K) afviser at give danske forskere adgang til ministeriets arkiver.

- I to årtier har det danske udenrigsministerium muret sig inde. Derfor er jeg heller ikke overrasket over Lene Espersens beslutning. Jeg tror, ministeriet forsøger at undgå en skandale, siger den 61-årige Wolfgang Mayer.

De 18 østtyskere – syv mænd, seks kvinder og fem børn – kørte 9. september 1988 nordpå fra byen Ilmenau og de mere end 300 km til Berlin. I tre år havde læreren og systemkritikeren Wolfgang Mayer været uden job. I DDR’s øjne var han en fjende – dels fordi Mayer nægtede at melde sig ind i regimets kommunistiske parti SED – dels fordi han insisterede på udrejsetilladelse til Vesten.

Politistaten kvitterede med afslag, intensiv overvågning og politisk ansættelsesforbud.

DDR var ikke længere et sted for Wolfgang Mayer, hans kone Gisela, deres 12-årige søn Felix og de øvrige udstødte som den septembermorgen rullede mod Berlin.

De måtte ud.

- Selv børnene var under overvågning og blev udspioneret på samme måde som os voksne, siger Wolfgang Mayer, hvis egen rapport i Stasi-arkiverne fyldte mere end 6.000 sider.

De stolede på Danmark


Planen var at søge mod den danske ambassadebygning på hovedstrøget Unter den Linden. Her ville de dele sig op i små grupper og foregive, at de var turister. Danmark – et demokratisk og frit land – ville aldrig kunne forsvare at overlade en flok erklærede modstandere af diktaturstaten DDR til diktaturstaten selv. Danmark ville hjælpe – sådan var i hvert fald bagtanken hos flygtningene.

I ambassadens ventesal agerede de danske embedsmænd nærmest desperat over for østtyskerne. Fire dage senere ville statsminister Poul Schlüter aflægge besøg. Der ventede vigtige økonomiske forhandlinger med DDR’s leder Erich Honecker afsluttende med middag: Svinemørbrad, hindbæris og østtysk cognac. Stemningen ville dog næppe være rigtig munter, hvis Danmark lod 18 ambassadebesættere forstyrre dagsordenen hen over middagsbordet.

- Hvis I straks forlader stedet, slipper I for straf, forsøgte embedsmændene igen og igen.

Wolfgang Mayer og gruppen afviste. Erfaringen sagde, at når DDR-styret fremsatte tilbud som disse, var det forbundet med den største risiko at tage imod.

Børnene kom på hemmelig institution

Til sidst fik de danske embedsmænd nok. Østtysk politi kunne gøre, hvad der nu skulle gøres for at få ryddet op. Ca. kl. halv tre buldrede politiet ind. De godt 100 mand rev de 18 østtyske mænd, kvinder og børn ud af deres søvn og ekspederede dem ind i en bus.

- Det var forfærdeligt. Vi blev skilt fra hinanden, kvinder, mænd og børn. Vi blev smidt i Stasi-fængslet Berlin-Hohenschönhausen og særskilt ført til afhøring. Børnene blev bragt til en institution, som ikke stod opført nogen officielle steder eller i nogen telefonbøger, husker Wolfgang Mayer.

En måned efter modtog gruppemedlemmerne fængselsstraffe. Kun på grund af massiv omtale i vestlige medier og politisk pres slap de med betingede domme og fik i marts 1989 udgangstilladelse til Vesttyskland.

Her sluttede det dog langt fra.

- Vores straffeattester var plettede. Derfor måtte jeg i mange år ikke arbejde som lærer. Den slags gjorde ondt, siger Wolfgang Mayer. Han bor i dag i den tyske by Erfurt, hvor han har genoptaget lærergerningen.
SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook