Frygten for det dødelige ebola-virus er pludselig kommet helt tæt på. I Berlin faldt en 30-årig kvinde tirsdag om med ebola-lignende symptomer. Det er kun 356 kilometer væk. Eller 45 minutter med fly.

De danske myndigheder tør ikke overlade noget til tilfældighederne, fortæller tre eksperter til BT.

- Vi har øget vores træning i at håndtere denne her type patienter igennem de sidste 14 dage, siger professor og ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Skejby Sygehus, Lars Østergaard.

Det er netop Østergaards afdeling, som sammen med Hvidovre Hospital skal tage sig af patienter med ebola-symptomer her i Danmark. Begge sygehuse har isolationsstuer, som er specielt indrettet til at tage sig af patienter med sygdomme, som både er farlige og meget smitsomme. 

Grafikken viser, hvordan ebola dræber. 

Klik på 'Se stort billede' for at se hele grafikken.
Klik på 'Se stort billede' for at se hele grafikken.
Vis mere

Styrelsen oppe at køre

- Sundhedsstyrelsen er ret meget oppe at køre. Jeg ved, at de hele tiden sender beskeder videre i systemet, så det kommer ud til alle, at ambulancepersonalet skal medbringe heldragterne, hvis der er den mindste risiko for ebola, siger professor og overlæge på Institut for Klinisk Medicin på Rigshospitalet, Peter Skinhøj.

Han er en af landets førende specialister i infektionssygdomme.

- Der har også været en masse diskussioner om, hvordan man får patienterne derhen (på isolationsstuerne, red.). Eksempelvis om hvilke ambulancer og fly der skal benyttes. Men Hvidovre Hospital og Sundhedsstyrelsen har løbende holdt møder om, hvordan det rent praktisk skal foregå, hvis der kommer en melding om, at en person kan være smittet, siger han.

Isolationsstuerne har tunge dobbeltdøre, og deres ventilation er uafhængig af de andre afdelinger for at undgå, at andre patienter eller personalet bliver smittet. Både ambulancepersonale, læger og sygeplejersker, som nærmer sig patienten, skal være iført heldragter og åndedrætsværn, idet ebola smitter ved kropskontakt.

- I Madrid ryddede de et helt sygehus af bar skræk for, at den smittede missionær skulle kunne smitte nogen, siger Peter Skinhøj.

Det mener han dog er en overreaktion, idet virusset ikke kan smitte gennem luftveje. Ikke desto mindre skal ebola tages dødhamrende alvorligt.

- Symptomerne kan minde om andre sygdomme som influenza og malaria, så det er meget vigtigt, at vi hurtigt får patientens sygehistorie, siger overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital, Gitte Kronborg.

Først efter fire-fem dage vil en person med ebola få de frygtede blødninger, som koster op mod 90 procent af de smittede livet. Derfor vil lægerne straks tage prøver hos en patient med høj feber og ondt i kroppen, hvis der er mistanke om ebola-smitte.

- For at undersøge om det er ebola, tager vi blodprøver og urinprøver. Der kan også tages prøver af opkast. Dem sender vi til Statens Serum Institut, hvor de i løbet af seks timer kan slå fast, om det er ebola, siger Lars Østergaard.

På stikkerne hver gang

Han vurderer, at der før eller siden vil komme personer til Danmark fra Vestafrika med ebola-lignende symptomer. Peter Skinhøj fra Rigshospitalet er enig.

- Du kan have masser af mennesker, som kommer hjem fra Afrika med feber, og hver gang skal vi være på stikkerne og vurdere, om der er risiko for ebola, selvom risikoen er meget lille, siger han.