Danskerne er gang på gang blevet kåret til verdens lykkeligste folkefærd, men ny opgørelse slår fast, at vi ikke er det land, der bidrager med mest til planeten.

Gratis uddannelse, et rent miljø og frie sundhedsydelser.

Disse faktorer nævnes gang på gang som forklaringer på, hvorfor danskerne er verdens lykkeligste folkefærd og hvorfor det er ekstraordinært godt at bo i vores lille land.

Men det er altså ikke nok til at bringe Danmark ind på førstepladsen på The Good Country Index, som måler, hvor meget hvert land på Jorden bidrager til planeten og menneskeheden.

Danmark sniger sig dog med ind på top ti med en niendeplads, men vi bliver blandt andet overgået af vores nordiske naboer i Sverige, Norge og Finland. Øverst på listen over gode lande, finder man dog Irland.

Den grønne ø indtager først og fremmest førstepladsen på grund af sin høje grad af velstand og lighed.

The Good Country Index baseret på det enkelte lands placering i syv forskellige kategorier, som blandt andet tæller kultur, klima, sundhed og befolkningens velbefindende.

Det enkelte lands placering er afgjort på baggrund af en række underkategorier inden for hver kategori og er blandt andet baseret på analyser af tal og data fra FN samt en række andre internationale organisationer.

Landene, som indtager de ti første pladser på listen er i nævnte rækkefølge Irland, Finland, Schweiz, Holland, New Zealand, Sverige, Storbritannien, Norge, Danmark og Belgien.

De tre dårligste lande ifølge opgørelsen er Irak, Vietnam og Libyen.