Flere meget voldsomme uvejr har i løbet af natten og morgenen ramt det meste af landet. På Møn har der i de tidlige morgentimer været et regulært skybrud, fortæller meteorolog Anders Brandt fra TV2 Vejret.

- Der er tale om flere uvejr, der har passeret landet. Det første ramte Syd- og Vestjylland, det næste Jylland og Fyn og her i de tidlige morgentimer ramte en voldsomt uvejr Lolland-Falster og bevægede sig videre op over Nordsjælland, fortæller Anders Brand.

Møn fik med 29 millimeter regn mest vand.

- Der har været et regulært skybrud over Møn, men der er faldet store mængder nedbør over hele landet, og med kraftige vindstød. Så nattens og morgenens vejr hører til i den voldsomme skala af, hvad dansk vejr kan byde på, siger Anders Brandt.

Lige nu skinner solen fra en blå himmel i København, men der vil hele dagen være risiko for regn- og tordenbyger over hele landet især i de nordlige og østlige dele af landet.

- Der ligger en front over Danmark, som adskiller en meget varm luft over Østeuropa fra køligere luft over De Britiske Øer, og den front er ved at møve sig over Danmark, siger Anders Brandt.


Har du billeder fra uvejret og regnmasserne, så send dem til 1929@bt.dk eller klik HER