Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En 14-årig dreng fik voldsomme kvæstelser på sine ben, da han mandag eftermiddag blev kørt ned, da han stod og ventede ved Den jydske Haandværkerskole i den østjyske by Hadsten. 29-årige Daniel Hasfeldt var en af de første personer på stedet, og til BT fortæller han om den uhyggelige episode.

Daniel Hasfeldt går i hverdage på Den jydske Haandværkerskole. Mandag havde han spist sen frokost med en kammerat. Da han kommer ud ad skolen, kan han se lidt længere nede ad gaden, at et eller andet er galt.

Han og vennen går lidt nærmere og kan se den 14-årige dreng og de personer, der er samlet om ham. Ikke langt derfra kan de se flere biler holde. Og det går hurtigt op for Daniel Hasfeldt, at drengen er kommet slemt til skade.

»Det var voldsomt, og drengen skreg rigtig meget. Det var tydeligt at se, da jeg kom derhen, at hans ben var meget hårdt medtagede. Man kan ikke forestille sig de smerter, han havde, og jeg tror han var i chok,« siger Daniel Hasfeldt til BT.

Daniel Hasfeldt er uddannet brandmand, og derfor er han vant til at håndtere krisesituationer, hvor folk er kommet til skade. Derfor besluttede han sig for at tage styringen med situationen.

»Jeg skyndte mig at stabilisere hans nakke, som man gør i sådanne situationer. Samtidig prøvede jeg at få fat i en ambulance. Derefter forsøgte jeg at stoppe hans blødninger, og samtidig holde folk væk, så drengen kunne få lidt ro,« forklarer Daniel Hasfeldt.

Den 14-årige dreng havde stået og ventet ved nogle store granitsten, som er opstillet ved Den jydske Haandværkerskole i Hadsten.

Det var her, han blev ramt af den ene af tre biler, som kom kørende på vejen i en fart, der var højere end de tilladte 30 km/t.

Det fortalte føreren af bilen, der ramte den 14-årige dreng og en af de store granitsten, tidligere tirsdag til grundlovsforhør, hvor han sammen med to andre - førerne af de to andre biler - var fremstillet.

Hvad der præcis skete sekunderne før, ulykken indtraf, er der forskellige meninger om.

Østjyllands Politi har i en pressemeddelelse beskrevet, at den forreste af de tre biler påbegyndte et venstresving på vej ned mod skolen, mens en af de andre biler forsøgte en overhaling. Her stødte de to biler sammen, og føreren i den overhalende bil mistede herredømmet og ramte den 14-årige dreng.

Til grundlovsforhøret forklarede de tre førere samstemmende, at de ikke mente, de kørte hasarderet. Føreren af bilen, der ramte den unge dreng, forklarede, at havde kørt for tæt på den forankørende, da der blev bremset op, og han forsøgte at undvige og ramte dermed den 14-årige.

Daniel Hasfeldt så ikke selv ulykken, men han mener, at der må være tale om en ulykke med høj fart.

»Bilen, der ramte drengen, må have haft rigtig meget fart på. Den ramte en af de granitsten, som står ved skolen. Og den sten var flyttet ret meget fra der, hvor den plejer at stå. Og der skal en del til at rykke en granitsten på 10 tons,« siger Daniel Hasfeldt.

De tre drenge, som blev fremstillet i grundlovsforhør er 18, 20 og 22, nægter sig alle skyldige i sagen. Og efter grundlovsforhøret er alle tre blevet løsladt - de er dog stadig sigtede i sagen. Alle tre er sigtede under paragraf 252 stk. 1: fareforvoldelse. Derudover er føreren af bilen, den 22-årige mand som ramte drengen, sigtet for overtrædelse af paragraf 244 for uagtsom legemsbeskadigelse.

Den seneste udvikling i sagen er, at Østjyllands Politi efterlyser en fjerde bil i sagen. Det fjerde køretøj, som politiet efterlyser, skal være en sort personbil.

Den skal have kørt umiddelbart foran de andre tre biler. Efter ulykken skal den være holdt ind til siden, hvor den ventede nogle få minutter, inden den kørte videre.

Politiet er interesseret i at tale med føreren af bilen, ligesom de gerne vil tale med andre vidner til ulykken. Østjyllands Politi kan kontaktes på 114.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.