Dan Rachlins 14-årige søn Max optrådte på en såkaldt ’dødsliste’, da hans skole forleden afholdt sidste skoledag. Det resulterede i, at han forsvarede sig ved at ’tackle’ en større elev. Dan Rachlin kritiserer skolen, som han mener har svigtet sit ansvar.

Radiovært og debattør Dan Rachlin er alt andet end tilfreds med, at hans 14-årige søn Max, der går i 7. klasse, forleden endte i klammeri med flere større elever på sidste skoledag, efter han havde figureret på en såkaldt 'dødsliste' over specifikke elever, som de ældre elever ville jage på dagen. Det fik Dan Rachlin til at skrive et opslag på Facebook, som han starter med ordene:

»På min søns folkeskole, som er min gamle skole, var der sidste skoledag forleden for skolens 9. og 10. Klasser. Her havde 9. klasserne lavet en såkaldt 'dødsliste'. Elever der skulle have en særlig 'kærlig' behandling. På den liste var min søn, ikke overraskende. Dagen oprandt, og Max kom i clinch med adskillige overstadige 9. klasses elever, selv går han i syvende. Et af disse 'sammenstød' resulterede i at Max (som er en stærk fyr) tacklede en 9. klasses knægt,« skriver Dan Rachlin i opslaget, som du kan se i bunden af artiklen.

Skolens ansvar

Til BT forklarer Dan Rachlin, at han ikke selv var til stede under tumulten, som skete på Vallerødskolen i Vallerød nord for Rungsted Kyst, og har fået episoden forklaret af sin kone og Max selv.

Derfor er han heller ikke helt klar over, hvad der præcist er sket, men mener, det handler om, at hans søn ikke lod sig flytte, da flere elever fra 9. klasse søgte en konfrontation. Episoden udviklede sig fysisk, og Max endte med, at 'tackle' en af de store elever.

»Vores søn er en stor kleppert på 187 cm. og forholdsvis provokerende selv. Han bakker ikke i sådan en situation. Men det ændrer bare ikke på, at det er et problem, at han er at finde på en 'dødsliste' og ender i sådan en situation på skolens grund. Det er skolens ansvar, og man bør tage affære, så sådan noget ikke sker i skoletiden. Udenfor skolen er det selvfølgelig os som forældre, der har det fulde ansvar,« siger Dan Rachlin til BT.

Episoden sker i kølvandet på, at flere ældre folkeskoleelever rundt om i landet, har fremstillet såkaldte 'dødslister', hvori de udpeger 'ofre' blandt de yngre elever, som de mener, skal kanøfles på sidste skoledag.

En skole i Risskov nord for Århus valgte endog at minimiere festdagen til blot at vare en halv time for at undgå problemer, da en 'dødsliste' blev fundet på skolen.

Det er gået for vidt

Dan Rachlin forklarer, at han og hustruen sidenhen har fået henvendelser fra både skolen og forældrene til den 9. klasses dreng, som deres søn endte i klammeri med. Han fortæller, at både skolen og det andet forældrepar konkluderer, at Max har haft en stor andel i, at det er gået, som det er. Det, mener Dan Rachlin, er forfejlet, da han mener, det er skolens ansvar, at gribe ind overfor 'dødslisterne', så voldelige episoder ikke sker på skolens område. Et ansvar, som han mener, Vallerødskolen ikke har været voksen.

»'Dødslister' er et vildt underligt begreb at tillade på skolen. Man burde snakke med eleverne om, hvad der er over stregen, og hvad de specifikke regler er. Jeg er med på, at sidste skoledag godt kan gå vildt for sig, og jeg er med på, at der er en hårfin grænse for, hvad der er okay, og hvad der ikke er. Men når det udvikler sig til slagsmålslignende situationer, er det gået for langt,« siger Dan Rachlin.

Viceskoleleder på Vallerødskolen, Thomas Nyborg, bekræfter episoden med Dan Rachlins søn, men vil ikke kommentere yderligere på den konkrete sag.

Han karakteriserer dog episoden som både uheldig og vildt irriterende, og giver Dan Rachlin ret i, at det er skolens ansvar, hvad der foregår i skolen på sidste skoledag. Hvert år forsøger Thomas Nyborg at forebygge imod 'dødslisterne'. Det gør han ved at tage en snak med de store elever og advare dem:

»Det er vores ansvar, hvad der foregår i undervisningstiden herunder også arrangementer som sidste skoledag. 'Dødslister' - eller 'kærlighedslister', som jeg også har hørt dem blive kaldt, er uacceptable på vores skole, og hvis vi får kendskab til sådan en liste, så påtaler vi det overfor eleverne og handler med det samme. Opstår der problemer i forbindelse med sådanne lister, kan det i yderste konsekvens betyde, at vi må aflyse dagen. At der så alligevel er sket en episode er rigtig uheldigt og vildt irriterende,« siger Thomas Nyborg til BT.

'Dødslister' skal stoppes

Dan Rachlin, der selv har gået på Vallerødskolen, mener, at sidste skoledag har ændret sig en del, siden han selv var barn:

»Jeg husker min sidste skoledag som en dag med karameller og sjov med barberskum. Men ikke en dag, hvor store elever fokuserer på specifikke elever, der skal ydmyges. Jeg havde aldrig hørt om begrebet dødslister før nu, og jeg synes, det er ubehageligt og skal stoppes,« siger han.

Thomas Nyborg fra Vallerødskolen fortæller, at 'dødslister' ikke har floreret de seneste år på Vallerødskolen, men at de indimellem optræder blandt eleverne i bølger. Han mener ikke, der er tale om et stigende problem. Vallerødskolen gør, hvad den kan for at forebygge, men det er ikke nemt, forklarer Thomas Nyborg:

»Det er svært at styre fire klasser på sidste skoledag, men vi kan altid lære og gøre det bedre,« siger han.