De seks måneders forlængelse af dagpengeperioden kan have utilsigtede konsekvenser. For dumt, lyder kritikken.

Regeringens midlertidige forlængelse af dagpengeperioden viser sig nu at have utilsigtede konsekvenser: De seks måneder ekstra kan afholde ledige fra at tage korterevarende job.

Det skriver metroXpress.

Forklaringen er, at dagpengemodtagere kun er garanteret de seks måneders forlængelse, hvis deres to-årige dagpengeperiode udløber inden årsskiftet. Tager den ledige eksempelvis et job i to måneder, udskydes dagpengenes ophør - og dermed kan den arbejdsløse vinke farvel til det ekstra halve års dagpenge.

Og det er kort og godt »for dumt«, hvis man spørger formanden for a-kassernes brancheorganistion, AK-Samvirke.

- Det er jo helt åbenbart, at de ledige har tendens til at sige nej til et kort vikariat, hvis de ved, at sandsynligheden for, at de kan bide sig fast på arbejdspladsen, er lille, og det samtidig betyder, at de mister dagpengene bagefter, siger Verner Sand Kirk og pointerer, at ledige normalt er glade for at tage korte ansættelser, fordi det kan være en vej til et fast job i virksomheden.

Også Dansk Arbejdsgiverforening er kritisk.

- Der er ingen tvivl om, at enhver konstruktion, som gør, at det ikke kan betale sig at arbejde, er uhensigtsmæssig. Men man skal dog lige holde fokus på, at problemet er opstået, fordi man besluttede sig for at forlænge dagpengeretten, og det var ikke den mest hensigtsmæssige måde, siger underdirektør i DA Erik Simonsen til metroXpress.

Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen, erkender, at ordningen giver et paradoksalt incitament.

- Det er altid svært med sådan nogle grænser, for hvis man skal hjælpe nogen med at undgå de her ting, så skal man til at definere, hvad et midlertidigt arbejde er. Og hvis du så siger, at det er et halvt år, hvad så med dem, der får arbejde i et halvt år og to dage? spørger han.

Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, fortæller, at han vil tage problemet med til partiets finanslovsforhandlinger med regeringen.

BNB