Nattens regnvejr har skabt kaos i den københavnske trafik. Politiet advarer nu om løse kloakdæksler på vejbanerne.

Det voldsomme regnvejr, som ramte København natten til søndag, kan føre til ulykker i trafikken. Derfor opfordrer Københavns Politi nu trafikanter til at udvise forsigtighed, skriver bt.dk.

»Der er mange steder, hvor der er vand på kørebanen, og dæksler er blevet presset op af vandmasserne. Søndag morgen er der især problemer ved området ved Ryvangen og Helsingørmotorvejen, hvor der også tidligere har været problemer, når det har regnet meget. Og på Helsingørmotorvejen er der rigtig meget vand,« siger politikommissær Lars Krabbe fra Københavns Politi.

Han understreger, at trafikanterne skal se sig ekstra godt for:

»Man skal være opmærksom på, at der kan ligge dæksler på kørebanen. Vandet kan også ødelægge trafiksignaler. Så generelt skal man køre forsigtigt og være ekstra opmærksom,« siger politikommissæren.

Nogle steder i København er der faldet over 100 millimeter regn på tre timer, og især den nordlige del af hovedstaden er ramt.

Tidligt søndag morgen var vandet ved at blive pumpet væk.

Spørgsmål: Hvornår er vi tilbage til normalen?

»Det er svært at sige, men arbejdet er i gang. Hvis der kommer nogle kraftige byger, så kan det tage længere tid at få vandet væk. Jeg har ikke et bud på, hvornår alt er normalt igen, men nogle steder trækker vandet sig tilbage,« siger Lars Krabbe.

Spørgsmål: Hvad opfordrer du ellers folk til at gøre?

»Vandet giver udfordringer med vand i kældre og så videre. Man bør derfor tjekke, om der er vand i kælderen eller andre steder. Der kan også være kloakvand i noget af vandet. Så tag gummistøvler og handsker på,« lyder rådet fra politikommissæren.