Kongehusets yngste medlem får sit navn i Møgeltønder Kirke.

Senere på foråret er det slut med gætterierne omkring, hvad Danmarks yngste prinsesse kommer til at hedde. Det bliver nemlig søndag 20. maj, at prins Joachim og prinsesse Maries lille datter får sit navn.

Joachim og Marie forlader Rigshospitalet med deres nyfødte datt

Prinsessen skal døbes i Møgeltønder Kirke i Sønderjylland klokken 17, oplyser prinsens privatsekretær, Kurt Bache, i en pressemeddelelse.

Den lille pige, som er Kongehusets yngste medlem, blev født 24. januar på Rigshospitalet, og hun er parrets andet barn. Storebror prins Henrik blev født i 2009, og prins Joachim har i forvejen prinserne Nikolai og Felix fra sit ægteskab med grevinde Alexandra.

Møgeltønder Kirke har desuden dannet ramme om flere begivenheder i den kongelige familie, da parret til dagligt bor på Schackenborg Slot i Sønderjylland. Det var således også her, prins Joachim og prinsesse Marie blev gift 24. maj 2008, og det var her, parrets første barn, prins Henrik, blev døbt 26. juli 2009.

Den lille prinsesse er regentparrets ottende barnebarn.