- Det er jeg virkelig ked af at høre, siger han.

Alle elskede den lille lyshårede pige fra Herlev, der gjorde så stort et musikalsk indtryk på seerne og dommerne, at hun i 2011 løb med sejren i fjerde sæson af X Factor. Men bag smilet og de frække kommentarer gemte Sarah på en hemmelig. Det store pres fra det populære tv-show gjorde hende så stresset, at hun røg ud i en lang depression og indlæggelse. Det fortæller hun onsdag til Her og Nu.

Depressionen ramte Sarah umiddelbart efter, kameraerne blev slukket, hvor hun skulle i gang med at lave sin første plade. Men selv ikke Sarahs vejleder, X factor-dommeren Cutfather, vidste, at hun havde problemer. Han så hende kun som en glad og frisk pige, der glædede sig til at skulle i gang med at indspille en plade.

- Hun var meget glad og helt oppe og køre. Men der er stor forskel på at stå til et liveshow og blive hyldet og efterfølgende at skulle lave en kommerciel plade, hvor man træder ud af det daglige rampelys. Det skridt kan være farligt for deltagerne, og det siger jeg altid til dem, siger Cutfather.

Rent musikalsk venskab
Som X Factor-dommer fokuserede Cutfather på at hjælpe Sarah musikalsk, og derfor kendte han ikke særligt meget til hendes personlige liv og problemer.

- Jeg vidste ikke, at hun var på vej ud i en depression. Jeg vidste, at hun havde en masse i bagagen, fordi hun var skilsmissebarn og lige var sprunget ud som lesbisk. Men under showet er alle nervøse og stressede, så jeg tænkte ikke så meget over det, siger Cutfather.

Sidste år kom det alligevel Cutfather for øre, at hans tidligere deltager havde været indlagt på psykiatrisk afdeling.

- En dag kom hun forbi mit studie, hvor hun fortalte mig, at hun lige havde været indlagt, og at det havde været en slem omgang. Men jeg havde desværre ikke så meget tid den dag. Og det er jo noget, som man bør sætte sig ned og snakke om i timevis, siger han.

Derfor er Cutfather også glad for at høre, at Sarah i dag har det meget bedre.

- Hun har altid været en sej lille en. Men tænk at skulle igennem så meget. Hun er vild!, udtaler Cutfather.