Coop stopper fra i dag med at sælge mikroovns-popcorn i dagligvarekoncernens 1.200 butikker.

Coop, der ejer SuperBrugsen, Kvickly, Irma og Fakta vil ikke længere sælge de populære snacks, fordi emballagen indeholder fluorerede stoffer, der ifølge forskere er hormonforstyrrende og bl.a. kan øge risikoen for kræft, abort og medføre et svækket immunforsvar.

Senest har forskere fra Syddansk Universitet påvist en øget risiko for spontan abort blandt kvinder med højt indhold af de hormonforstyrrende stoffer i blodet, den skriver Coop i en pressemeddelelse.

»Siden sidste sommer har vi lagt pres på vores leverandører for at få dem til at finde alternativer til fluor-stoffer i emballagen til mikroovns-popcorn. Det er ikke lykkedes, og derfor har vi besluttet helt at stoppe salget af mikroovns-popkorn, indtil vi kan tilbyde vores kunder sikre alternativer«, siger afdelingschef for kemi og nonfood i Coop, Malene Teller Blume.

Fluorerede stoffer er kunstigt fremstillede kemiske forbindelser, der skyer vand, fedt og smuds. Det har gjort stofferne populære til bl.a. fødevareemballage af pap og papir. Men stofferne er svært nedbrydelige og ophober sig i både mennesker og i miljøet, og nogle af stofferne har sundhedsskadelige effekter.

Børnefamilier med hang til varme, salte popkorn skal dog ikke gå forgæves i Coops butikker. Alle butikkerne sælger popkorn, som kan poppes i gryde, og butikkerne vil også hurtigst muligt sælge færdig-poppede popkorn, der kan varmes i en mikrobølgeovn.