I flere af dagens aviser kan du se vores finansminister i dametøj.

Finansministeren med neglelak, lyserødt silkedress og ditto strikketøj?

Ja, det syn møder flere læsere, når de slår op i deres avis i dag.
 
Her sidder en glad og smilende Claus Hjort Frederiksen nemlig godt tilbagelænet med sit strikketøj.

Men der er en mening med galskaben. Billedet er en annonce fra fagforbundet FOA og et led i organisationens stort anlagte kampagne for ligeløn mellem kønnene.

Den strikkende minister får derfor også spørgsmålet: "Vil du arbejde til en kvindeløn, Claus?"

Baggrunden for kampagnen er lønkommissionens rapport, som kommer fredag. Allerede tirsdag kunne Berlingske Tidende dog afsløre, at én af konklusionerne i rapporten er, at kvinder i den offentlige sektor taber lønkapløbet til mændene. Dermed halter mange af FOA's medlemmer bagefter lønmæssigt, fordi de arbejder i de traditionelle kvindefag.

Annoncen er ment som en invitation til ministeren. FOA vil "strikke en løsning sammen" med ministeren, så mænd og kvinder fremover bliver lønnet efter kvalifikationer.