Claus Kring er blandt de danske soldater, der i 1990'erne udsendes til krigen på Balkan. Det skriver DR Syd.

I årene 1994-95 og igen i 1998 er han udsendt til det krigshærgede område. Men hjemme i Danmark er der ingen hjælp at få, da eftervirkningerne fra krigen melder sig:

»Dengang var det et tabu. Hvis du sagde, at du havde psykiske problemer, så var du mere eller mindre færdig i Forsvaret. De vidste ikke bedre dengang. Efter jeg havde været udsendt første gang, skulle man række hånden op, hvis man havde problemer. Vi var 400 mand. Ikke én hånd kom op, for vi var alle sammen krigere,« fortæller han.

Ligesom hundredvis af andre soldater-veteraner lider Claus Kring af PTSD, posttraumatisk stressforstyrrelse, efter sin udsendelse. Langsomt får han det dårligere og nedturen tager for alvor fart, da han i 2001 stopper i Forsvaret:

»Der forsvandt mit sikkerhedsnet. Det kulminerede da jeg isolerede mig fra alt og alle ude i skovene. Der kom en dæmper på alt det, der sker inde i hovedet,« siger han.

Først da Claus Kring kommer i kontakt med en socialrådgiver fra Varde Kaserne, begynder det at gå fremad. Han giver i dag socialrådgiveren æren for, at han stadig lever.

Siden har Claus Kring taget initiativ til at hjælpe andre veteraner. Med projektet Veteranernes Levevilkår opsøger og hjælper han og en række frivillige andre veteraner:

»Nu har jeg overskud og er blevet hjulpet. Og jeg synes, vi skal stå sammen og hjælpe hinanden, ligesom vi gjorde dernede. Vi hjælper den enkelte veteran med at skabe de fysiske rammer, der skal til for at få en hverdag til at fungere. Jeg kan blive helt høj af at se, hvordan vores indsats hjælper, siger han.

Selv bor Claus Kring ikke længere i skovene. Og selv om han stadig lider af PTSD, så er lidelsen i dag under kontrol.

- Hvor jeg før fik måske 2500 flashbacks dagligt, så får jeg måske kun ti i dag. Så jeg har lært at leve med det, siger han.