Vincent og Josephine skal med kronprinsparret til Australien. Senere følger Isabella og Christian.

Kronprinsparrets tvillinger, prinsesse Josephine og prins Vincent, skal med deres forældre om på den anden side af jorden.

SE BILLEDERNE: Kronprinsparret viste tvillingerne frem

Når Mary og Frederik senere på måneden rejser til Australien, har de deres to yngste børn på 10 måneder med, skriver det australske nyhedsbureau AAP.

Derimod må prins Christian på seks år og prinsesse Isabella, fire år, passe deres skole og børnehave hjemme i Danmark, indtil den officielle del af besøget er overstået. Først derefter følger de i deres forældre og små søskendes fodspor.

LÆS OGSÅ:

Kronprinsparret skal fra den 19. til 26. november stå i spidsen for et dansk eksport- og kulturfremstød, hvor de sammen med en række danske virksomheder skal gøre australierne opmærksomme på Danmarks ekspertise inden for grøn energi og teknologi.

Undervejs i det ugelange ophold besøger de regeringsbyen Canberra, hvor de skal hilse på Australiens premierminister, Julia Gillard.


LÆS OGSÅ: Se tvillingerne på Dannebrog


Under besøget er de i følgeskab med landets generalguvernør, Quentin Bryce, som er vært for de danske gæster, fra de ankommer til Sydney, til de slutter i Melbourne.

Når besøget er slut, fortsætter kronprins Frederik til Vietnam, hvor han sammen med en erhvervsdelegation skal deltage i fejringen af 40-året for oprettelsen af de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Vietnam.


LÆS OGSÅ:

Når han den 1. december vender tilbage til Australien og Mary, bliver det ifølge AAP sammen med Christian og Isabella.

Herefter er det planen, at hele familien indtil midten af december skal besøge familie og venner i Tasmanien. Her er Mary opvokset, og hendes to søstre bor stadig i hovedbyen Hobart.

/ritzau/