- Har man i det offentlige Danmark helt mistet begrebet for, hvad der er en OK løn? spørger Annette Heick.

Som så mange andre var hun nemlig ved at få morgenkaffen galt i halsen, da hun åbnede dagens udgave af BT og kunne læse, at togstewardesser tjener næsten 40.000 kroner om måneden - eller 475.000 kroner om året.

- Min mand sidder i en lederstilling, der byder på meget skiftende arbejdstider og indebærer et enormt ansvar, men han har en væsentligt lavere løn end togstewardesserne, skriver hun i en mail til BT og fortæller, at hun selv tjener det samme som en togsteward eller -stewardesse.

- Jeg selv er direktør for to anpartsselskaber. Jeg har en arbejdsuge på minimum 50 timer om ugen, der er altid weekendarbejde, og jeg har sjældent to ugers sammenhængende ferie. Har man i det offentlige Danmark helt mistet begrebet om, hvad der er en OK løn? spørger Heick og raser over DSBs løsning på problemet.

Ifølge underdirektør i DSB Anette Haugaard har man i forvejen skåret ned på antallet af ansatte i togene, men de overvejer nu helt at lukke salgsvognene på alt andet end de længste strækninger.

- Jeg forstår det ikke. Selvfølgelig skal man ikke starte med at forringe produktet. Man må da starte der, hvor alle vi andre, der sidder som små selvstændige erhvervsdrivende starter: Sæt lønnen ned. Om nødvendigt, så sæt den meget ned, skriver Annette Heick, der understreger, at hun og hendes mand, selvom de er bosat i Sverige, betaler dansk skat.

En opgørelse fra Transportministeriet viser, at DSB siden 2004, hvor Statsbanerne selv overtog driften af salgsvognene, har haft et årligt underskud på mellem 86 mio. og 115 mio. kr. Således har DSB til og med 2012 oparbejdet et underskud på de transportable minikiosker på omkring 925 mio. kr.

Hvad mener du? Er lønnen rimelig? Deltag i debatten herunder.