Tårer, desperation og vrede. Medarbejderne på TV 2 har haft en hård uge, efter det kom frem, at TV 2s Nyhedsafdeling skulle fyre syv medarbejdere.

Torsdag fik syv medarbejdere på TV 2's nyhedsafdeling i København at vide, at de er er blevet fyret. Lennart Sten er hovedtillidsrepræsentant på TV 2, så han har siddet med, da hans kollegaer fik fyresedlen i hånden, og han lægger ikke skjul på, at det har været en barsk omgang.

»TV 2 er en stram organisation, og der går ikke nogen rundt og dovner eller ikke er dygtige, til det de laver. Derfor har det også været nogle frygtelige dage. Jeg har siddet og set deres verden byde sammen. Set desperation og frygt i folks øjne. Det er et overgreb. Og det er smerteligt at skulle sige farvel til gode kollegaer. Dem, der er blevet fyret, ville gerne have fortsat, så de er chokerede. Nu skal vi bruge kræfterne på at forsøge at sende dem godt videre med gode aftrædelsesordninger,« siger Lennart Sten til BT.

Tirsdag fik medarbejderne på TV 2 besked om, at de skulle være ved deres telefon torsdag mellem klokken 8.00 og 8.15. Ringede telefonen, skulle de møde op på  Hotel First i Københavns Sydhavn i nærheden af TV 2s adresse på Teglholmen mellem klokken 10-11:30.

»Det er en møgsituation at skulle afskedige nogen. Der findes ikke en god måde at fyre folk på, men vi blev enige om, at det var mere skånsomt at lade folk sidde hjemme ved telefonen end blive råbt op på arbejdspladsen,« siger Lennart Sten.

I oktober kom det frem, at budgettet for resten af året ikke hang sammen. Derfor blev medarbejderne bedt om at afvikle ferie og afspadsering inden årsskiftet.

»I løbet af de seneste tre år er der ansat 90 medarbejdere, og når der bliver ansat flere, er der også flere, der bliver gravide, bliver syge, skal have genetillæg eller lignende. Og det er der tilsyneladende ikke taget højde for. Fejlen blev opdaget i oktober. Folk er vrede over, at hullet i budgettet ikke er blevet opdaget noget før. Vi knokler som gale for at passe vores job og levere de nyheder, vi bliver bedt om. Og så regner vi med, at dem der skal holde styr på budgettet, har styr på det, de skal. Alt andet er frustrerende,« siger han.

Ifølge nyhedsdirektør Mikkel Hertz, så skyldes fyringer ikke, at TV 2 er i krise, men at man vil undgå uforudsete udgifter.

'Det er alene et nødvendigt værn mod, at vi i nyhedsafdelingen igen havner i en situation, som den vi stod i for halvanden måned siden, hvor vi måtte slå bremsen i og bl.a. bede en række medarbejdere skrue op for afvikling af ferie og afspadsering,” skriver han i en mail til medarbejderne ifølge Journalisten.