Det var på det tidspunkt, hestekødskandalen rullede. Og derfor fik slagteren fra Kisbæk, Johan Jørgensen, en ide til Tønder Messen:

Han serverede hestebøffer for messegæsterne.

- Smag et stykke af Lukas, sagde han, og han berettede om, hvordan han selv havde revet »æ bælle« af den.

Det gav folkene i Bedsted Rideklub en rigtig dårlig smag i munden.

- Det har stødt en del børn at opleve. Vi har ikke noget imod at heste slagtes og spises, men synes ikke, at man havde behøvet at råbe op om, hvilken hest, det var, siger Tina Petersen fra Bedsted Rideklubs bestyrelse til JydskeVestkysten.

Slagteren siger i dag, at han ikke vidste hesten var fra Bedsted Rideklub. En anden gang vil han ikke slagte heste, hvis de kommer fra rideskolen.