Det kan være en god forretning at arbejde som konsulent for Rigspolitiet, hyret af afdelingschef Bettina Jensen.

Christian Behrens – der er partner direktør i Konsulentgruppen Strandgade, og som nu på sjette år arbejder for Rigspolitiet – fik i 2011 et månedligt honorar på 252.213 kroner for at levere konsulentassistance til Rigspolitiet.

Som tidligere omtalt i BT fik Konsulentgruppen Strandgade mellem 2011 og 2013 udbetalt 23,3 millioner fra Rigspolitiet, uden at ydelserne kom i de lovpligtige udbud. Pengene gik blandt andet til en studentermedhjælper, der blev hyret til 680.520 kroner for bare et halvt år.

Den månedlige hyre kan ses af dele af den aktindsigt, som BT har fået i de regninger, som Konsulentgruppen Strandgade har sendt til Rigspolitiet.

Beregninger viser, at Christian Behrens i 2011 modtog 2.278.200 kroner for ni måneders arbejde svarende til en månedshyre på 252.213 kroner for at levere konsulentassistance til Rigspolitiet.

Voldsomt – også for en specialist

»Det lader til at være langt ud over, hvad man normalt betaler for selv en specialist. Jeg har svært ved at forestille mig, at man ikke kunne få en konsulent billigere andre steder,« siger Bent Greve, der er professor og arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet.

»Og her er problemet jo også, at Rigspolitiet ikke har haft opgaverne i udbud og dermed sikret sig, at man fik ydelserne til den bedste pris,« siger Bent Greve.

I et svar til BT skriver afdelingschef Bettina Jensen, at hun ikke blander sig i, hvordan Konsulentgruppen Strandgade fordeler arbejdet og lønner sine medarbejdere, og at ‘Konsulentgruppen Strandgade har leveret ydelser til aftalt tid, pris og kvalitet’. Hun har ikke ønsket at stille op til interview.

Heller ikke Christian Behrens selv har ønsket at svare på, hvordan de mange millioner er blevet fordelt. Men at aftalen med Rigspolitiet har været en givtig forretning for den 48-årige konsulent med en fortid i blandt andet revisionsselskabet PWC og med bopæl i Charlottenlund, hersker der ingen tvivl om.

Ifølge BTs oplysninger havde han igennem flere år sin faste gang i Rigspolitiet. Samtidig er hans personlige formue i holdingselskabet Christian Behrens Holding vokset med 12,8 mio. kr. mellem 2011 og 2015. Det viser de officielle virksomhedsregistre. I 2010 havde han ’blot’ en egenkapital på 3,5 mio. kr. i sit personlige selskab. Fra 2011 og frem steg overskuddet med raketfart, og det seneste regnskab fra 2015 viser en egenkapital på 16,3 mio. kr.

I samme periode købte Rigspolitiet ydelser hos Konsulentgruppen Strandgade for lige over 28 mio. kr. Heraf de 23,3 mio. kr. i perioden mellem 2011 og 2013.