Mange af buschaufførerne i Danmarks største byer har set passagerer blive ramt af en cyklist, når de stiger af bussen. Nu vil Arriva sætte fokus på færdselsreglerne med en kampagne.

I en ny spørgeskemaundersøgelse blandt trafikselskabet Arrivas buschauffører i landets fem største byer svarer 40 procent, at de inden for det seneste år har set passagerer blive ramt af en cyklist. Det skriver Politiken.

Af dem har 71 procent oplevet det to eller flere gange, og samtidig har 89 procent af chaufførerne oplevet, at der er opstået farlige situationer ved busstoppestederne. Mange af dem oplever det på daglig basis eller flere gange om ugen.

På mandag skyder Arriva så en ny kampagne i gang i samarbejde med Cyklistforbundet og landets trafikselskaber, der sætter fokus på færdselsreglerne ved stoppestederne.

»I mange tilfælde kender hverken cyklister eller passagerer reglerne, så derfor opstår der tit konflikter og farlige situationer. Forhåbentlig vil kampagnen skabe større kendskab til reglerne, så der bliver bedre stemning og større trafiksikkerhed ved stoppestederne,« siger kampagneleder Anders Lukowski til Politiken.

I busserne i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg vil der på infoskærme i busserne køre en lille film om, hvordan man færdes sikkert ved stoppestederne, ligesom busserne bliver udstyret med klistermærker på dørene, som minder passagererne om at se sig for, når de står af.

Reglerne er, at buspassagererne skal holde tilbage for cyklerne, hvis der er en helle, . Og hvis der ikke er en helle, skal cyklisterne holde tilbage for buspassagererne.