Charlotte Drue vil aldrig glemme den dag, hun for 13 år siden mistede sin lillebror, René. Den dag, broderen kørte sig ihjel, og den dag Charlotte Drue blev enebarn. Det var i 2002, og Charlotte Drue var 30 år.

Tabet af lillebroderen var hårdt, og i tiden efter følte Charlotte Drue sig enormt alene. Hun savnede nogen at snakke med, og nogen, der forstod, hvad hun gik igennem efter tabet af sin lillebror.

Derfor oprettede hun hjemmesiden søskendekram.dk, der skulle danne rammen om et fællesskab for personer, der har mistet en søster eller bror. Et projekt, hun onsdag vinder Fællesskabsprisen 2015 for.

Læs også:

»Når man er i det her infermo, hvor man skal tage stilling til præst, kirke og gravsten, så bliver der så stille bagefter. Man finder ud af, at man har brug for at snakke, og det kan være svært at snakke med sine forældre om det, fordi de selv er kede af det. Man prøver på at beskytte dem, og så bliver rollerne byttet om, så børnene bliver de voksne. Så jeg manglede et sted at gå hen,« fortæller Charlotte Drue til BT.

Det hjalp ikke meget at tale med psykologer. Det prøvede Charlotte Drue i flere omgange, men det var ikke dem, hun havde brug for at tale med. Hun havde brug for at tale med nogen, der kendte til den sorg, der kommer væltende, når man mister en bror eller søster. Og det fik hun i søskendekram.dk.

»Det er et frirum. Et hjerterum. Et sted, hvor man bliver hørt og set. Man kan grine og græde, skrige og råbe. Eller man kan bare være med, uden at nogen kræver noget af dig.«

Sådan beskriver Charlotte Drue hjemmesiden søskendekram.

LÆS OGSÅ:

På søskendekram kan søskende udveksle erfaringer og hjælpe hinanden gennem sorgen.

Det behov Charlotte Drue havde for at snakke med andre i samme situation, opdagede hun hurtigt, at andre også havde. Søskendekram blev hurtigt udvidet med nye medlemmer, og i dag er der også en Facebook-gruppe.

»I dag har jeg 867 psykologer herinde. Hvis jeg ikke ved, hvordan jeg skal tackle noget, så kommer der gode råd. Jeg får også et los bagi, og jeg får konstruktiv kritik. Vi er gode til at holde hinanden kørende.«

Søskendekram er i dag blevet så anerkendt et fællesskab, at Charlotte Drue onsdag formiddag er blevet kåret, som en af de 10 vindere af Fællesskabsprisen 2015. Og det betyder meget for Charlotte Drue at vinde netop den pris:

»For mig er det et kæmpe skulderklap. Men det er det også, for alle dem, der kommer med gode råd. Det betyder, at de søskende jeg arbejder med, kan bruge det til noget. Det er et virtuelt kram. Jeg går rundt med et småfjoget smil. Det er vildt fedt, det er dejligt!« fortæller Charlotte Drue til BT.