Tænketanken CEPOS advarer mod at øge dagpengeperioden og anbefaler at sænke dagpengene med ti procent for at øge beskæftigelsen.

Den borgerlig-liberale tænketank CEPOS advarer mod at øge dagpengeperioden og anbefaler at sænke dagpengene med ti procent.

Udmeldingen kommer efter statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lørdag under Socialdemokraternes kongres i Aalborg lovede de ledige, der enten har mistet eller står til at miste retten til dagpenge, at der kommer et nyt dagpengesystem hurtigere end forventet. Om det så betyder en kortere genoptjeningsperiode eller en længere dagpengeperiode er endnu uvist.

»Det er interessant, at Thorning fremrykker den kommende dagpengereform, så den kan træde i kraft den 1. januar 2016. Hun skal bare være opmærksom på, at hvis man gør dagpengesystemet mere generøst så reducerer det beskæftigelsen. Hvis man for eksempel gør arbejdsmarkedsydelsen permanent eller hvis man reducerer genoptjeningskravet, så indebærer det lavere beskæftigelse og svækkede offentlige finanser. Vi har ikke brug for nogen af delene. Dansk økonomis vækstpotentiale er pauvert og de offentlige finanser tester den yderste underskudsgrænse ifølge EU-reglerne,« skriver cheføkonom i CEPOS Mads Lundby Hansen i en pressemeddelelse.

Hos de radikale regeringspartner har partileder

De Radikales partileder Morten Østergaard (R) har tidligere forsvaret dagpengereformen som nødvendig for at have råd til mere velfærd i de kommende år.

»Jeg er enig med Morten Østergaard (R) i at dagpengereformen er rigtig og rimelig. Men nu hvor vi skal have en ny reform, kan der være behov for at forbedre incitamenterne yderligere. Tager man en dagpengemodtager på maksimale dagpenge så taber vedkommende penge på at tage et lavtlønsjob. Det er ikke godt for søgeaktiviteten og det reducerer beskæftigelsen. Og derfor er der så mange østeuropæere der tager danske job. Min anbefaling er derfor, at man reducerer dagpengene med 10 procent. Det vil skønsmæssigt øge beskæftigelsen med 14.000 personer og forbedre de offentlige finanser med cirka 4 milliarder kroner,« siger Mads Lundby Hansen.