Center for Selvmordsforskning får kritik for mobnings-kultur
Arbejdstilsynet har valgt at gå ind i en sag, hvor tidligere ansatte retter en skarp kritik af Center for Selvmordsforskning på grund af chikane og mobning.
Arbejdstilsynet har valgt at gå ind i en sag, hvor tidligere ansatte retter en skarp kritik af Center for Selvmordsforskning på grund af chikane og mobning.
Ikke færre end fem tidligere ansatte på Center for Selvmordsforskning, som får penge for at finde ud af, hvorfor psykisk nedbrudte mennesker tyer til selvmord, står søndag frem i Jyllands-Posten og fortæller om mobning, chikane og psykisk pres på centeret. I en arbejdsmiljørapport bliver centeret beskrevet som en arbejdsplads, der er »sundhedsskadelig for medarbejderne«, lyder det.
»Der var tale om mobning og chikane i et sådant omfang, at det skulle stoppes,« siger Kristian Rasmussen til Jyllands-Posten.
Han kontaktede Arbejdstilsynets hotline, da han arbejdede på stedet, hvilket resulterede i et kontrolbesøg på centeret. Efterfølgende vurderede et eksternt firma det psykiske arbejdsmiljø på vegne af Arbejdstilsynet, som konkluderede, at centerlederen benyttede sig af »social eksklusion og direkte personforfølgelse«, og at stedet er præget af utryghed og stress.
Arbejdstilsynet har nu bedt centerleder Lilian Zøllner om at udfærdige en plan for, hvordan man kan komme mobning og dårligt arbejdsklima til livs.
»Når vi reagerer på denne måde, er det, fordi der er tale om en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen inden for det psykiske arbejdsmiljø,« siger Mette Thidemann, Arbejdstilsynets tilsynschef i Kolding, til Jyllands-Posten.
Centerets bestyrelse, der er beskikket af Social- og Integrationsministeriet, har i fem år modtaget flere opfordringer fra medarbejdere om at gribe ind over for Lilian Zøllners adfærd uden at reagere.
Bestyrelsens næstformand, Frode Svendsen, der er souchef i Social- og Integrationsministeriet, afviser kritikken.
»Bestyrelsen er bekendt med kritikken fra de tidligere ansatte, men personalelsager hører under centerlederen, som vi netop har ansat til at varetage den opgave. Det er ikke bestyrelsens ansvar. Hvis vi ikke var tilfredse med lederen, havde vi nok taget nogle skridt, og det har vi ikke. Og så har jeg ikke yderligere kommentarer,« siger han til avisen.
Centeret for Selvmordsforskning er på finansloven og har ifølge Jyllands-Posten et årligt budget på knap 6 millioner kroner.