Som alle andre unge drømmer de om fester, veninder og kærester. Men flere unge handicappede tvinges til at bo sammen med udadreagerende psykisk syge og ældre demente, som de intet har til fælles med.
Sådan lyder opråbet i dag fra flere handicapforeninger. Her advares om, at flere unge handiccapede mistrives i stort omfang, fordi de ikke får lov at udleve deres ungdom.
»Vi oplever specielt unge mennesker, der bliver placeret steder, de ikke ikke ønsker at være,« siger direktør Morten Lorenzen, der er direktør i Hjerneskadeforeningen.
BT fortæller i dag 24-årige Celias Bodé Jensens ulykkelige historie, som du kan læse her:
Celia blev hjerneskadet efter et fald på rulleskøjter, og hun lider af epilesi med flere anfald. Hun har snart ventet i tre år på at få lov at bo med andre unge handicappede. At få en ungdom med fester, veninder og festivaler. Et sted, hvor der måske endda også er dyr, som er Celias helt store passion. Men kommunen vil nu tvinge hende til at bo med psykiatriske patienter, der skræmmer hende fra vid og sans.
Morten Lorenzen forklarer, at det typisk hænger sammen med kassetænkning i kommunerne.
»Kommunerne vælger næsten altid den billigste løsning uden at skele til borgernes tarv. Det er grotesk, fordi det koster rigtig mange penge at gøre det forkerte på den lange bane.«
»Ofte vælger kommunerne et bosted udfra en marginal besparelsen på 10.000-20.000 kr. på årsplan. Men hvis man som ung hjerneskadet fx. ender med at sidde sammen med psykotiske patienter, så vil man komme til at mistrives, og så starter en lavine af udfordringer. De kan blive apatiske, få selvmordstanker eller få funktionsnedsættelser, fordi de ikke er motiveret til at genoptræne,« siger Morten Lorenzen.
Også blandt udviklingshæmmede er problemet stort. Det siger Anni Sørensen, landsformand hos LEV, en privat landsdækkende forening for mennesker, der er udviklingshæmmede.
»Vi kender til eksempler, hvor unge udviklingshæmmede skal flytte på plejehjem eller skal bo sammen med voldsomt udadreagerende psykisk syge mennesker, fordi det var der, kommunen havde en ledig plads. Der er en tendens til, at systemet vil fylde tomme pladser op, og så må borgernes ønsker være sekundært. Men der er faktisk en handicapkonvention, som siger, at folk også med handicap har ret til at bestemme, hvor de vil bo og med hvem de vil bo.«
I Dansk Handicap Forening siger landsformand Susanne Olsen, at det rigtige bosted er helt afgørende for unge handicappede.
»Det er ikke ligegyldigt, hvor man bor, og med hvem man bor. Vi taler om en boform, hvor beboerne bor meget tæt op ad hinanden. Denne gruppe har i modsætning til mange andre heller ikke mulighed for at vælge sin bolig til og fra. Derfor er det så vigtigt, at man kommer et sted hen, hvor man synes, det er rart at være, og et sted, hvor de pårørende også kan opleve, at der vil være udvikling,« siger hun til BT og uddyber:
»Formålet med fritvalgsordningen er netop også, at hovedpersonen og de pårørende kan se, at der er nogle steder, der vil være lige i øjet.«”
