Onsdag nat oplevede Celeste det, mange studenter frygter – hun fik stjålet sin studenterhue. Det blev starten på et 24-timers hæsblæsende eventyr med efterlysninger, hollændere og ikke mindst studenterhuer.
Hun fortæller sin historie til MY DAILY SPACE.
Onsdag aften går Celeste Lønstrup på Nørrebro sammen med en veninde. Få timer tidligere har de fået deres studenterhuer, og har været ude og fejre det.
De er på vej ind i en butik for at få en shawarma, da tre drenge cykler forbi dem på cykelstien på den anden side af vejen, stopper op, og kører direkte over vejen til Celeste og hendes veninde.
»De var meget glade og talte engelsk. De ville gerne have en selfie med min hue på, men det ville jeg ikke have,« fortæller Celeste til MY DAILY SPACE.
Det er drengene ikke helt tilfredse med, og den ene puffer Celeste, så hun skubbes op ad en væg, hvorefter han tager hendes studenterhue på hovedet og stikker af med sine venner på sin cykel.
»Han cykler virkelig hurtigt væk derfra. Jeg begynder bare at græde og løber efter dem, imens jeg råber. Der er så nogle drenge, der ser, hvad der sker og cykler efter de tre mænd. Men de kommer tilbage et kvarter senere og har ikke kunne indhente dem,« siger Celeste.
Celeste fortæller, at da det endelig går op for hende, hvad der er sket bliver hun helt tom indeni.
»Vi skulle til galla næste dag, have taget billeder og køre i vogn, og der ville jeg så være den eneste uden hue på. Og da jeg sidder og græder med min veninde, der stadig har sin studenterhue, er der en mand, der går forbi os. Han siger tillykke til min veninde, og der begynder jeg bare at græde endnu mere, for det understregede bare, at mit bevis på, at jeg var student var væk,«fortæller Celeste.
I et forsøg på at få huen tilbage efterlyser Celestes mor huen på Facebook.
Opslaget bliver delt mere end 300 gange, og når også bogholder Marianne Remy fra C.L. Seifert, der laver studenterhuer.
Hun får fat på Celeste og tilbyder hende en ny hue, med klassens nummer på, rød kant og valget mellem guld eller sølv farver på knapperne.
»De var meget søde inde hos C. L. Seifert og jeg takkede ja til en ny hue,« fortæller Celeste.
En hollænder har den originale hue
Men lige da historien næsten ikke kan tage flere drejninger modtager Celeste en besked på Facebook. På dette tidspunkt har huen været væk i omkring ti timer.
»Det er en hollandsk kvinde, der hedder Olga. Hun fortæller, at hun er teamleder for en gruppe unge fra Holland, og at en af hendes drenge har stjålet min hue i sin brandert igår. Hun skriver også, at han ikke vidste, hvad huen betød for os her i Danmark, men efter de havde set beskederne, der var skrevet i huen, og havde fundet ud af, hvad den betyder herhjemme, havde han simpelthen haft så dårlig samvittighed,« forklarer Celeste.
Der er få timer til hollænderne skal rejse fra Danmark, og Celestes galla er også kun nogle timer væk. Så sammen med sin mor skynder hun sig ind og mødes hun med teamlederen. Den unge mand, der stjal huen i første omgang havde ikke mod på at møde Celeste, fordi han skammede sig.
»De undskylder mange gange igen, og da min mor og jeg skal til at sætte os ind i bilen kommer der en studentervogn kørende forbi. Den peger jeg på for at vise dem, at det er virkelig en stor ting her i Danmark,« siger Celeste.
Hun er glad for, at hun nu kan fejre dagen på samme måde som sine medstuderende.
»Huen er jo en særlig ting, som vi har sammen. Jeg er meget glad og lettet over at have fået den tilbage, men jeg synes også, at det var virkelig sødt af C. L. Seifert og træde til og tilbyde at hjælpe,« siger Celeste.
Den ekstra hue fra C. L. Seifert endte med at blive i butikken, men de er bare glade for, at de var i stand til at hjælpe en student i en krisetid.
»Det er suverænt, at Celeste har fået sin hue igen. Vi gør, hvad vi kan for at hjælpe. Vi havde tilfældigvis en hue i hendes størrelse, og hun kunne så vælge mellem guld eller sølv, og kunne få sat klassenummeret på. Vi kan ikke nå at indgravere navnet med så kort varsel, men vi kan skaffe huen,« fortæller Marianne Remy, der er bogholder hos C. L. Seifert.
Det var Marianne Remy, der fandt ud af, at Celeste havde mistet sin hue. Og Marianne Remy ved, hvor meget huen betyder. Det kan hun se til dagligt på sit arbejde, men også, fordi hendes egen søn blev student i år.
»De unge bliver lige ti meter højere, når de får studenterhuen på. Du bestiller huen i september og oktober, og så går de ellers bare og venter på den,« fortæller hun.
Huerne laves i hånden og syes sammen med forskellige dele, så huerne bliver personlige med emblem, navn, klassenummer og gymnasie på.
Selvom huerne er personlige har C. L. Seifert altid nogle klar, for der er altid studenter, der mister den traditionsrige hovedbeklædning.
»For to år siden var der mange, der mistede deres huer. De blev stjålet, fordi man kunne komme gratis ind forskellige steder, hvis man havde huen på. Men efter vi har fået navn på huerne sker det ikke så tit, og man kan jo ringe ind til os, hvis man finder en hue med navn på. Så kan vi slå studenten op i kartoteket,« fortæller Marianne Remy.
