To af de unge, der har ligget i koma på Rigshospitalet siden kæntringsulykken i Præstø Fjord i fredags, slog mandag aften øjnene op og reagerede på verden omkring dem.

- Jeg talte med en far til en af drengene, før lægerne gik i gang med vækningen. Efterfølgende kom han ud til mig og fortalte, at sønnen havde slået øjnene op, han var simpelthen vågnet. Han havde smilet og reageret på de ting han havde fået at vide, han skulle gøre, siger TV Avisens reporter Christian Nordkap til DR.


De seks elever i koma på Rigshospitalet blev alle vækket ved 18-tiden i mandag aften. Lægerne standsede bedøvelsesmidlerne til patienterne, og derefter er der kun at vente og håbe på, at eleverne ikke vil få varige men. Men for en af drengene gik det umiddelbart efter de pårørendes vildeste forhåbninger.

- Når lægerne sagde, at han skulle klemme hånden, så havde han gjort det. Når de sagde, han skulle løfte benene, så havde han løftet benene. Og han havde endda drejet hovedet, kigget på sin kæreste og sendt hende et smil, lyder det fra DR's journalist.



Drengen, Casper Weigel, havde haft hjertestop i omkring en time. Derfor er det også svært at sige på nuværende tidspunkt om eleven vil få varige mén, men indtil videre ser det lyst ud. Og DR kunne berette om en lettet familie.

Hans søster, Camilla Weigel, skriver kort mandag aften på Facebook:

- Er lettet.

Yderligere en pige, Malene Thomsen, er vågnet op på Rigshospitalet mandag aften og reagerer ifølge Ekstra Bladets oplysninger på alt, hvad lægerne har spurgt hende om.

Yderligere en elev har ligget i koma på Skejby Sygehus, og blev ligesom de seks andre forsøgt vækket mandag aften.



På Rigshospitalet fortæller den overlæge, der overvåget eleverne, at der vil komme en melding omkring deres tilstand tirsdag formiddag eller eftermiddag.

bt.dk følger sagen..