Søndag 18. september faldt Carsten Bangs far, Verner Bang, om i hjemmet i Beder syd for Aarhus med hjertestop. Ambulancen og lægebilen måtte dog ud på en større omvej, da et vejarbejde spærrede vejen. Det skriver lokalavisen.dk.

Da Verner Bang faldt om på badeværelset i hjemmet handlede hans hustru og Carsten Bangs mor hurtigt.

Hun skyndte sig at ringe til nogle bekendte ikke langt fra hjemmet, som kan finde ud af hjertemassage. Dernæst ringede hun til Carsten Bang kone, og så var hjælpen allerede på vej.

Dernæst ringede hun til 112, og alarmcentralen sendte en lægebil og en ambulance. Men det gik langt fra, som det skulle. Det fortæller Carsten Bang til BT.

»Ambulancen kommer fra Odder, og da den kommer til byen, drejer den op ad Kirkebakken. Men der er et vejarbejde, og derfor bliver den nødt til at vende om og køre en omvej på omkring seks kilometer, før den når frem til mine forældres hjem. Da den vendte om, var den kun 800 meter fra deres hjem,« fortæller Carsten Bang.

'Fem minutter kan betyde meget'

Carsten Bangs far klarede sig gennem hjertestoppet, men det var ikke takket være ambulancen eller lægebilen.

»Heldigvis bor der en hjertelæge, som arbejder inde i Aarhus, ikke langt fra mine forældre, så da ambulancen kom frem, havde de fået i gang i hans hjerte igen. Men det kunne lige så godt have været en brand. Og så kunne det være gået helt galt, hvis ambulance eller brandbiler ikke var kommet frem i tide. Der kan bare fem minutter betyde meget,« siger Carsten Bang, der er uddeler i den lokale SuperBrugs.

Han anslår, at det mindst har taget ambulancen fem minutter at vende om, finde en alternativ rute og så køre de godt seks kilometer, som omvejen var på, før de nåede frem til hans forældres hjem.

»Det tager måske fem minutter ekstra for ambulancen og lægebilen at vende rundt og køre en anden vej, måske længere, hvis personen, der kører, ikke er stedkendt. Og jeg undrer mig over, at alarmcentralen ikke var blevet informeret om vejarbejdet. Det kan ende med at koste liv,« siger Carsten Bang.

Ingen forklaring

Hans far er fortsat indlagt efter hjertestoppet, men det går fremad, og Carsten Bang forventer, at hans far kommer hjem igen inden for få dage.

Normalt er der en standardprocedure, når et vejarbejde blokerer en vej. Her meldes det bl.a. ud til politi, brandvæsen og den enhed, som står for ambulance og reddere. Dermed bliver ambulanceførere gjort klar over, at de skal køre en anden vej.

Men et eller andet synes at være gået galt i forbindelse med vejarbejdet i Beder, der ifølge Carsten Bang har stået på i adskillige uger - noget han også har lagt mærke til som uddeler i SuperBrugsen i Beder, som grundet vejarbejdet også har mistet en del kunder, mens det har stået på.

Vagtcentrallederen i det såkaldte Præhospital i Region Midtjylland, Kurt Kongerslev, kan dog ikke fortælle Lokalavisen, hvad der er gået galt i sagen.

»Jeg kan ikke oplyse, hvad der er gået galt i den konkrete sag,« siger vagtcentrallederen til mediet.