Søndag eftermiddag døde tv-journalist Carsten Fischer. Han var tilsyneladende afklaret med sin død og havde planlagt sin begravelse, lød det i et interview bragt i Kristeligt Dagblad for blot tre uger siden.

Carsten Fischer blev 79 år gammel. Han havde været alvorlig syg af kræft, og efter forløb med både kemo- og strålebehandling valgte Fischer at takke nej til yderligere behandling.

I et interview i Kristeligt Dagblad, der kunne læses 30. juni i år, talte den garvede DR-journalist om sit syn på døden og hvordan, han ønskede sin begravelse vil blive.

Han forklarede også, hvad det for ham betød at takke nej til behandlingen af en uhelbredelig sygdom:

»Det har ikke ødelagt mit humør, men jeg synes ikke, at der er livsglæde i at overleve nogle få måneder, hvor man har det dårligt. Jeg vil hellere have det rimeligt og overleve nogle få uger. Jeg har haft et godt liv og et fantastisk arbejdsliv. For mig er der noget socialt ansvarligt i at sige nej til at bruge flere af kræftpakke-pengene. Det egoistiske er, at jeg ikke vil udsætte mig selv for flere af de trængsler og ubehag, som kemokure giver. Jeg har et afklaret forhold til det,« sagde han til dagbladet kort før sin død.

Fischers startede som journalist i 1956 på Bogense Avis. Herefter var han omkring flere af landets store dagblade, inden han blev ansat af Gunner "Nu" Hansen på TV-sporten på Danmarks Radio i 1963. Han var ansat på DR i 43 år.

Ifølge Kristeligt Dagblad ønskede Fischer, at hans legeme skulle gå til forskning efter hans død. Dermed ønskede han ikke en traditionel begravelse. Op til sin død havde han planlagt, hvordan mindehøjtideligheden skulle være, når han gik bort.

»Jeg har aftalt en lille urnenedsætning, hvor salmen skal synges, og det kan godt blive stemningsfuldt. Der må også godt sættes en lille gravsten, mest for familiens skyld, hvis de gerne vil mindes den gamle. De har accepteret mit ønske, men jeg tror, at det har været svært,« sagde han til dagbladet.

Salmen han refererer til bærer titlen ’Det dufter lysegrønt af græs’. Siden han blev glad for sangen, der taler til det lyse sind, lagde han en seddel i salmebogen og fortalte familien, at den skulle synges, når han var død.

På DR har tv-journalisten lavet adskillige programmer i forskellige genrer, men han vil nok særligt blive husket for sine flere end 60 programmer om opførelsen af Storebæltsbroen og Øresundsbroen, som han modtog Den Danske Broforenings pris 2000 samt Ingeniørforeningens Betonpris for sin formidling af den tekniske og menneskelige indsats ved byggeriet af Storebæltsbroen og Øresundsforbindelsen.

Carsten Fischer efterlader sig hustruen Lene samt to døtre, som han havde fra et tidligere forhold.