Det er 64-årige Benedicte Dahlerup, overlæge på neurokirurgisk afdeling på Århus Universitetshospital, der har ansvaret for behandlingen af Carina Melchior. Efter sagen om pigen Carina, der mirakuløst vågnede op, selvom hun stod til at afgive sin organer, blev lægen først sendt på ferie og er nu sygemeldt på ubestemt tid.

Hun er dog stadig ansat på afdelingen i Aarhus.

- Hun er stadig ansat som overlæge på hospitalet, siger Claus Thomsen, cheflæge på Århus Universitetshospital, til bt.dk.

Carina1111

Ifølge Benedicte Dahls nærmeste chef er hun nu sygemeldt og får psykologhjælp - hun har været det i over en måned.

- Hele det her pres har slået benene væk under hende. Det er kun meget naturligt, siger Carsten Koch-Jensen, ledende overlæge på Neurkoirurgisk afdeling til eb.dk.

Ham er det ikke lykkedes bt.dk at komme i kontakt med, og det er heller ikke lykkedes bt.dk at komme i kontakt med Benedicte Dahlerup på hendes mobiltelefon.

Carina Melchiors familie har klaget til Patientombudet, og Claus Thomsen vil ikke tage stilling til, om sagen får konsekvenser for Benedicte Dahlerup før afgørelsen fra Patientombudet og resultatet af Århus Universitetshospitals egne undersøgelser af sagen foreligger.

Århus Universitetshospital har efter Carina-sagen strammet op på sin sagsbehandling, både med hensyn til samtaler med pårørende om organtransplantation og med hensyn til vurderingen af, hvornår man må fastslå, at der ikke længere er håb for en person med en alvorlig hjerneskade.

Men tilbage står stadig hvorfor lægerne med Benedicte Dahlerup i spidsen valgte at slukke for Carinas respirator og afbryde behandlingen, når hun stadig kunne trække vejret og hoste, og når tilstanden i hendes hjerne ifølge flere andre eksperter langt fra var så alvorlig som Benedicte Dahlerup vurderede.

- Det er noget af det, vi meget gerne vil afvente Patientombudets svar på, siger Claus Thomsen. Ifølge Claus Thomsen har det været diskuteret blandt lægerne, om tilstedeværelsen af tv-holdet fra DR’s dokumentar-afdeling har haft nogen betydning for, hvordan behandlingen af Carina Melchior blev håndteret.

- Det er der ingen indikationer på det har, men det er noget, der er blevet drøftet, siger Claus Thomsen.

Historien om Carina blev vist på DR1 onsdag aften. Her så man, hvordan Carina efter en voldsom trafikulykke snød alle lægers forudsigelser og vågnede op i hospitalssengen.   

Kort tid før havde familien sagt ja til organdonation. Udsendelsen satte skarpt fokus på lægers skøn og de svære overvejelser som en familie gør sig, når en pårørende svæver mellem liv og død.

Da 19-årige Carina efteråret 2011 blev bragt ind på intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital, skønnede lægerne, at den 19-årige Carinas hjerne var så skadet, at hun ikke ville overleve ulykken og bad derfor familien tage stilling til, om deres datter skulle være organdonor?

Men forløbet kom til at gå helt anderledes, end lægerne forudså. Efter der blev slukket for respiratoren og al behandling stoppet, bevægede den 19-årige pige sig pludselig i sengen.