Sarah Dubord Gagnon mødte Dronning Margrethe i sin hjemby Québec i Canada, da hun som 8-årig var blomsterpige. Dengang havde hun ingen idé om, at Dronningen en dag også ville blive hendes dronning. Men da hun siden mødte sin egen 'danske prins' og flyttede til Danmark, besluttede hun at dele historien med regenten.

Vi skruer først tiden tilbage til 1991 i Québecs gader. Her skulle Sarah Dubord Gagnon overrække en buket blomster, men planen gik ikke helt, som den unge pige havde regnet med.

»En dreng og jeg blev udvalgt til at byde Dronningen og prins Henrik velkommen, hvilket betød, at vi skulle øve, hvordan vi skulle hilse og give blomster. Den unge fyr skulle give mig blomsterne, når Dronningen ankom, og herefter skulle jeg træde fem skridt frem og give buketten,« fortæller Sarah Gagnon og fortsætter:

»Men drengen blev så overvældet ved synet af regentparret, at det endte med, at han glemte at give blomsterne til mig«.

Et foto af Dronning Margrethe og prins Henrik der besøgte Québec i 1991. Pigen er Sarah Dubord Gagnon.
Et foto af Dronning Margrethe og prins Henrik der besøgte Québec i 1991. Pigen er Sarah Dubord Gagnon.
Vis mere

En journalist tog et billede af Sarah, hvor hun forsøger at skjule sin irritation bag et smil.

»Jeg forsøgte virkelig at skjule, at jeg blev irriteret på ham. Jeg tænkte bare, hvor svært kan det være at give mig de blomster,« fortæller Sarah Gagnon.

Læs også:

Som mange andre børn læste Sarah Gagnon eventyr og blev lidt overrasket, da Dronningen ikke kom på en hvid hest, og undrede sig over, hvilken Dronning den danske var, nu hvor hun ikke kom på en hest.

Men selvom der ikke var nogen hest, fik Sarah Gagnon et mindeligt indtryk af Dronning Margrethe.

»Det jeg elskede og elsker ved Dronningen og Henrik er, at de er så tæt med folket, og det første jeg tænkte dengang var, at de var så jordnære,« siger hun.

Som årene gik mødte Sarah sin prins, som er dansk. Hendes mor mindede hende om, at hun havde mødt den danske dronning, og derfor valgte Sarah at skrive et brev til Dronningen og fortælle historien om, hvordan hun mødte hendes majestæt og aldrig fik givet hende blomsterne. Og hvordan hun nu bor i Danmark og er blevet gift med en dansk mand.

Læs også:

Mange i Sarahs omgangskreds troede ikke på, at Dronning Margrethe ville skrive tilbage, fordi hun får så mange breve hver eneste dag. Men i februar lå der et særligt brev i postkassen.

»Da jeg så brevet blev jeg utrolig glad men heller ikke så overrasket. Fordi jeg vidste, at hun ville skrive tilbage til mig,« forklarer Sarah Dubord Gagnon, der er nabo til Dronningen, da hun arbejder hos Suricata Group, der ligger lige ved siden af Amalienborg.

Læs også:

Sarah drømmer om at møde Dronningen igen.

»Min drøm er, at jeg en dag får lov til at give hende blomster, fordi nu missede jeg lidt chancen tidligere, efter en vis herre kom i vejen,« fortæller Sarah Dubord Gagnon, der ikke er et øjeblik i tvivl om, at Dronning Margrethe skrev tilbage, fordi hun blev rørt af hendes historie.

Sarah Gagnon lagde torsdag et billede op af brevet fra Dronning Margrethe på hendes Facebook, og ønskede hende et stort tillykke med de 75 år.