Hver uge pendler 41-årige Camilla Jenkey mellem Aarhus og København og er væk fra sine to drenge to dage om ugen. Et kritisabelt valg, har hun fået at vide af andre.

Hver tirsdag ser Camilla Jenkeys to drenge på henholdsvis fem og to år ikke deres mor. Der tager hendes mand sig af dem på bopælen i Aarhus, mens hun arbejder på Nordeas kontor i København for at passe jobbet som communication officer.

Et valg, hun har oplevet at få en masse fordømmende kommentarer for fra folk omkring hende. Især fra andre mødre. Egoistisk er Camilla Jenkey blevet kaldt. Andre har lettere anklagende spurgt, hvordan hun kan undvære sine børn to dage om ugen. Og så var der manden, der spurgte hende, om hun nu også var helt tryg ved at overlade børnene til sin mand så ofte.

»Sådan en kommentar er et udtryk for, at vi stadig har en meget traditionel kønsopfattelse. Vi har jo overhovedet ikke rykket os, når vi stadig mener, at kvinden styrer hjemmet. Det er kvinderne, der skal være der 100 procent for børnene. Hvis de ikke er, ligger det implicit at barnet tager skade. Men det siger ingen jo til en mand,« siger hun.

Da Berlingske bragte det stærkt debatterede interview med advokat Eva Persson, der efter en uges barsel gik på arbejde, læste Camilla Jenkey kommentarerne rundt om på Facebook og genkendte den fordømmelse, hun selv har oplevet.

»Man sviner jo hinanden til. Hvorfor skal vi dømme hinanden for de valg, vi træffer som forældre? Hvis vi havde det ok med den måde, vi er mødre på, ville vi ikke have et behov for offentligt at diskutere: Hvad er en 'rigtig' mor egentlig?«

Det særlige ved Camilla Jenkey som mor er, at hun ikke er en ekstrem. Hun er hverken speltmor med fingrene nede i bolledejen eller business only mor med hænderne konstant klæbet til tastaturet.

Hun er en mor, der ligesom så mange andre danske mødre forsøger at få både job og familieliv til at gå op. Derfor er hun midt i karrieren også gået på nedsat tid på 31 timer om ugen, så hun hver fredag kan holde sine drenge hjemme fra institutionen.

Et valg, hun til gengæld aldrig har fået nogen negative kommentarer for. Tværtimod er hun blevet mødt med stor forståelse fra andre.

»Der er stadig en forventning om, at det er naturligt som mor. Man går selvfølgelig på nedsat tid for at være sammen med sine børn. Det har ofte også været min egen undskyldning for at pendle frem og tilbage, når nogen har angrebet min beslutning: At jeg er hjemme med drengene hver fredag. Men en mand ville aldrig være nødsaget til at komme med det forsvar.«

De to meget forskellige reaktioner derude fra hverdagen har fået hende til at undre sig over, hvorfor det moderne moderskab stadig skal passes ned i en helt fast samfundsskabelon, hvor MOR er noget, man er med versaler.

»Debatten om, hvordan man er mor i dag, er blevet meget karikeret. Enten er det hende, der går derhjemme, eller hende, der kun arbejder, vi hører fra. Det er ikke hende, der har fundet den gyldne middelvej. Det står slemt til med respekten for, hvad den enkelte mor har valgt. Der er ingen respekt. Kun fordømmelse. Kvinder er usikre i rollen som mor, og så har de behov for at bekræfte eller afkræfte de valg, de selv har truffet.«

Hendes mand er skovrider og arbejder mellem 50 og 60 timer om ugen. Et timeantal, ikke en sjæl interesserer sig for, siger hun. Ligesom at ingen kommenterer, at han for nyligt var en hel uge i Skotland.

»Hvis jeg gjorde det, ville nogen sikkert tænke: Nå, skal hun nu igen være væk fra sine børn. Det er igen den forventning om, hvordan man skal være den rigtige mor, og hvad sådan en gør for sine børn. Men min mand er en lige så god forælder, som jeg er. Han drager lige så meget omsorg som mig, og han gør det på sin egen måde, når jeg ikke er der. Den, der lider afsavn, er mig. Det er ikke mine børn.«

Det er altid kvinderne, der har dårlig samvittighed over at børnene bliver hentet sent, eller at hjemmet trænger til en rengøringshånd. En dårlig samvittighed, der er et selvforskyldt tilbageslag for ligestillingen.

»Vi kvinder går selv tilbage til en morrolle, hvor man skal være moder jord. Selvom mange kvinder har en karriere, sidder vi selv fast i en traditionel opfattelse af, hvad en rigtig mor er. Det er ikke en forventning, jeg oplever komme fra politikerne eller fra mine forældres generation. Det er et selvskabt problem kvinde til kvinde. Kvinder er desværre også gode til at stille alt for høje krav til sig selv,« siger hun.

Da Camilla Jenkey selv blev gravid, drømte hun om at blive en mor af den slags, der også kunne have andre interesserer end sine børn. At hun stadig kunne få læst avis og holde sig opdateret om verden. Det har hun formået at holde fast i, mener hun.

Når hun om tirsdagen sætter kursen mod København fra Aarhus, sker det alligevel, at usikkerheden og tanken om måske at få et job i det jyske rammer hende. I de momenter sender hun sit eget mødrene ophav en tanke. Hende, der ikke var MOR, men blot en helt almindelig mor.

»Når jeg spørger den ældre generation om, hvorfor de ikke brokkede sig, og hvordan de dog kunne klare det, svarer de: Sådan var det jo bare. De havde alle sammen gået i flinkeskolen og lært, at man ikke skulle brokke sig. Det kunne vi godt lære noget af i stedet for alt det der navlepilleri.«