USA kræver 42-årige danske Camilla Broe i fængsel resten af livet

Danske Camilla Broe kan risikere at skulle tale med sin 10-årige datter Isabella i et fængsel resten af livet.

De amerikanske myndigheder kræver nemlig den 42-årige danske kvinde 60 år i fængsel ifølge anklageskriftet for omfattende smugling af ecstasy-piller, narkosalg og pengevask – de tre tiltalepunkter medfører hver en strafferamme på op til 20 års fængsel. Det skriver ekstrabladet.dk

Ifølge den 42-årige alenemor fra Hellerups forsvarer, så får hun næppe maksimumstraffen - men risikerer dog mange år bag tremmer.

- Hun kan i værste fald komme til at tilbringe rigtig mange år i fængsel, siger Miami-advokat Michael Rosen til ekstrabladet.dk.

Michael Rosen er ekspert i sager om international kriminalitet og har tidligere repræsenteret Camilla Broe. Han var hendes forsvarer i år 2000, da de amerikanske myndigheder første gang rettede søgelyset mod den danske kvinde, da de efterforskede en større sag om handel med ecstasy.

- Dengang havde de nogle spørgsmål om Camilla. Jeg besvarede spørgsmålene og hørte aldrig fra dem igen, siger Rosen til ekstrabladet.dk
Advokaten undrer sig over, at Camilla Broe fik lov til at forlade USA, hvis myndighederne mente, at hun var en narkoforbryder.