Danmarks bedste universitet ligger i København. Det mener i hvert fald organisationen QS, der rangerer verdens universiteter på en top 200-liste.

Københavns Universitet indtager plads nummer 45. Samme nummer som på sidste års liste. Man skal til gengæld en tand længere ned på listen, for at finde næste danske universitet. På plads 96 ligger Aarhus Universitet, mens DTU i Lyngby snupper 123. pladsen.

I England er listen, som er blevet udgivet siden 2004, blevet modtaget med stor glæde. University of Cambridge og Imperial College London deler nemlig andenpladsen efter at have skubbet det hæderkronede amerikanske universitet Harvard ned på fjerdepladsen.

På 2014-listen er der dermed hele fire universiteter i top 6. Ud over de to nævnte ligger Oxford og University College London godt til i toppen på en delt femteplads.

Øverst på listen ligger USA's svar på DTU. Massachusetts Institute of Technology beholder således førstepladsen fra sidste år. Universitet er kendt for at uddanne især ingeniører og forskere inden for naturvidenskaben.

Siden sin grundlæggelse i 1865 har personer med tilknytning til universitetet fået 81 nobelpriser og en række andre priser inden for forskning og uddannelse.

Se hele listen på The Guardians hjemmeside.