Busser skøjter rundt på sommerdæk

Buschaufførerne transporterer danskerne rundt i busser, hvor dækkene er slidt ned til et minimum. Og det gør chaufførerne nervøse.

Fra nytår skal svenske busser køre med vinterdæk i vintervejr, men i Danmark må busserne køre på sommerdæk, hvor mønstret er slidt ned til én millimeter, hele året rundt. Det gør buschaufførerne nervøse, fortæller 3F, som de organiserer dem. Det skriver Søndagsavisen.

- Chaufførerne er utrygge og frygter ulykker. Ikke nok med at de er presset af tiden, så er de også presset af at skøjte rundt på glatte dæk. Busser er tunge og kan udføre stor skade, siger Jan Aage Hansen fra 3 Fs transportgruppe til Søndagsavisen.

De seneste 10 år har 38 rutebusser været involveret i personskadeulykker på sne- eller isglatte veje, viser tal fra Vejdirektoratet.

- På dage med sne- og isglatte veje vil vinterdæk nok være bedst, men det drejer sig om så få dage om året, siger Martin Wex, der er kommunikationschef i Arriva i Danmark, der står for halvdelen af landets busser, til Søndagsavisen.

Ifølge Vejdirektoratets tal er det dog mere end få dage om året, det drejer sig om. I løbet af en vinter salter Vejdirektoratet 70-80 dage på grund af sne, isslag, rim eller frysende våde veje. De dage forventer man i Vejdirektoratet også, at du et sted på din køretur vil have behov for vinterdæk.

Martin Wex oplyser, at Arriva følger Færdselsstyrelsens anbefalinger, og at deres egne erfaringer viser, at det er bedre at køre med såkaldte helårsdæk, selv om der generelt sker lidt flere skader på busserne om vinteren end resten af året.

- Det er ikke kun, fordi vejene er glatte. Der er langt flere busser på vejene, og så er det mørkere,« siger Martin Wex til Søndagsavisen.

Hos Arriva i Danmark har de ikke hørt om de nye svenske regler, og de har ingen interne regler for, hvor slidt et dæk skal være, før de skifter det.

- Vi ved, at dækmønstrets dybde er vigtig for bussernes evne til at stå fast, så selvfølgelig skifter vi dæk, før det begynder at blive kriminelt, siger Martin Wex.

Arrivas teknikere vurderer dækmønstrets dybde, når busserne hvert sjette uge er til service.