Busselskabet, der stod bag buskørslen af de omkring 100 gymnasieelever sent fredag aften, hvor to gymnasie-elever slog deres hoveder ind i en bro, vil nu undersøge sagen til bunds. Det forklarer busselskabets direktør, Claus Anchersen.

»På nuværende tidspunkt har vi ikke 100 procent et billede af, hvad der rent faktisk er sket, og det vil vi meget gerne have noget tid til. Vi skal i kontakt med chaufføren, og så laver vi en gennemgribende undersøgelse af forløbet,« siger han.

Fredag aften blev to gymnasieelever kørt på hospitalet, efter at de havde slået deres hoveder ind i en bro, mens de befandt sig på toppen af en lejet dobbeltdækker sightseeing-bus. Da bussen kom kørende på Lyngby omfartsvej ved Skovbrynet, kørte bussen under en bro, og to elever – en dreng og en pige, der stod oprejst på det øverste dæk – ramte broen med hovederne.

Tidligere har flere vidner til episoden fortalt BT, at buschaufføren nægtede at holde ind i nødsporet, men i stedet insisterede på at køre til Lyngby Station, hvor han angiveligt smuttede fra bussen og de tilskadekomne elever kort tid efter.

Det er dog en »ærgerlig udlægning« af episoden, mener Redbuses direktør Claus Anchersen, der på det stærkeste afkræfter den del af hændelsen over for BT.

»Chaufføren var meget påvirket af situationen, og han gik nærmest i chok, for det var en svær situation for ham. Men jeg kan bestemt afkræfte, at han stak af. Jeg synes, det er en ærgerlig udlægning, og det vil jeg på det stærkeste afkræfte,« siger han.

Om chaufføren befandt sig på ulykkesstedet, da politiet dukkede op, kan Nordsjællands Politi hverken be- eller afkræfte på nuværende tidspunkt, da der endnu ikke foreligger en færdigskrevet rapport om ulykken.

»Men jeg kan sige helt generelt, at hvis man er involveret i et færdselsuheld med tilskadekomst, skal man forblive på stedet, til politiet kommer. Ellers er det en overtrædelse af færdselsloven, og det kan også være en overtrædelse af straffeloven, hvis ikke man har ydet den hjælp, man skal,« siger Søren Bjørnestad, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi.

Administrerende direktør for brancheforeningen Danske Busvognmænd Steen Bundgaard kender ikke til den konkrete sag.

Han forklarer, at busselskaber altid skal have en tilladelse fra kommunen, hvis man ønsker at køre rundt i en åben top-bus, der primært bruges som sightseeing-busser i hovedstaden. Ifølge Steen Bundgaard er det netop for at undgå, at passagerne støder ind i eventuelle broer under kørslen, hvis passagererne rejser sig op under kørslen.

»Uanset hvor du kører, skal du på forhånd have en godkendelse til at slå kalechen fra, så bussen bliver til en åben bus. Og det er fordi, at hvis kalechen er lukket til, er bussen 4,10 meter høj maks., og så kan bussen køre under de fleste broer. Men hvis kalechen er hevet til side, og folk stiller sig op, så rager de op over 4,10 meter, og det er lige præcis det, der ikke må ske,« siger han.

Direktør i Redbuses, Claus Anchersen, har ikke overblik over, om busselskabet har fået den fornødne tilladelse. Men til BT fortæller han, at han i morgen vil igangsætte en undersøgelse af hele ulykkesforløbet.

»Vi er alle sammen berørte af det forfærdelige, der er sket, og tankerne går til de to personer, der er kommet til skade,« siger han og fortsætter:

»Det er meget magtpåliggende for os, at det her ikke kommer til at ske fremadrettet. Men jeg er nødsaget til at have et fuldstændigt overblik, før jeg kan udtale mig i detaljer omkring, hvad der er sket i den konkrete sag,« siger han.

De to tilskadekomne gymnasie-elever har det efter sigende godt efter omstændighederne. Pigen er angiveligt den, som kom hårdest til skade. Hun blev natten til lørdag opereret for kraniebrud, men skulle efter sigende have det ok efter omstændighederne. Drengen slap med en hjernerystelse.

Ved du noget om episoden eller har du billeder fra bussen, så skriv til os på 1929@bt.dk eller send en besked til 1929.