Danskernes lyst til at spise burgere vokser hastigt. Det får både store og små aktører til at skrue op for etableringen af nye burgerrestauranter, skriver Finans.

Blandt dem er Dansk Supermarked, som indleder en ny offensiv - også mod amerikanske Burger King og McDonald’s.

Den danske dagligvarekoncern vil åbne op mod 40 nye burgerrestauranter de kommende år rundt om i landet. Dansk Supermarked Group sidder nemlig på rettigheden til at etablere burgerbarer i Danmark for den amerikanske koncern Carl’s Jr. og dens kædekoncept.

Dansk Supermarked har udover Carl’s Jr. også en franchiseaftale om Starbucks-kaffebarer i Danmark. I den sammenhæng åbner dagligvarekoncernen allerede kaffebarer både i dens egne lokationer og på andre placeringer – især i Aarhus og København, så der nu er 15 danske Starbucks, skriver Finans.

I relation til Starbucks har Dansk Supermarked en aftale, som dækker placeringer ud over banegårde og lufthavne, hvor den amerikanske kaffekoncern har andre aftaler. Men for Carl's Jr. er franchiseaftalen nu klar, så Dansk Supermarked kan etablere sig, hvor ønsket er.

Carl’s Jr. har 1.400 burgerrestauranter - især i USA - mens kæden også har valgt at ekspandere internationalt, hvor der indtil nu dog kun er tre europæiske lande – Tyrkiet, Rusland og Danmark - med.

Ritzau