Den 51-årige tv-vært Bubber har i denne uge været en af gæsterne i 'Til middag hos' på TV3. Det har dog medført en del kritik af ham fra mange danskere.

I flere af programmerne formår Bubber at starte nogle diskussioner med de andre gæster. Mandag kom han i centrum, fordi han svinede Thomas Skovs mad til, og blandt andet brugte vendingen 'det ser uappetitteligt ud'. Tirsdag diskuterede han med skuespillerinden Ditte Ylva om, hvorvidt hun er for vild og selvstændig til nogle mænd, og onsdag sagde han under middagen hos politiker Pia Allerslev, at politik er lidt af et mandefag.

Programmerne har fået mange til tasterne i løbet af ugen. Ord som 'arrogant', 'idiot' og 'provokerende' er blevet brugt flittigt om den 51-årige vært, ligesom mange mener, han har ekstremt dårlige manerer ved middagsbordet. Flere har skrevet på Facebook-fansiden 'Bubber', som han dog ikke selv står bag, at de er decideret chokerede over hans opførsel.

Bubber fortæller til BT, at han endnu ikke selv har set programmet og derfor har svært ved at forholde sig til den kritik, der er af ham. Derudover har han heller ikke selv Facebook, så han er indtil videre blevet forskånet for de mange kommentarer, der er blevet skrevet.

Han mener dog ikke, det er uhøfligt eller uopdragent at kritisere Thomas Skovs mad ved middagsbordet, fordi det er det, han er der for.

»Vi er jo inviteret med det formål, at vi skal sige, hvad vi synes om hinandens mad og bedømme det som en konkurrence. Så ville det da være rimelig falskt at sidde og sige 'uhm, det kan jeg godt lide' til det hele. Jeg vil ikke sige, at noget smager godt, hvis jeg ikke mener det,« fortæller den 51-årige vært.

Han fortæller også, at programmet er klippet sammen af flere timers samtale, der er kogt sammen til få minutter.

Havde det været en 'ægte' invitation hos et vennepar, hvor han var inviteret, havde situationen været en anden. Der ville han heller ikke skulle bedømme maden på samme måde, forklarer han.

Bubber fortæller, at han generelt bare er en meget ærlig person, for det har han det bedst med, og han har svært ved at forstå, at folk bliver forargede.

»Jeg siger, hvad jeg mener. Jeg er det, jeg siger. Jeg er ikke så kompliceret, og jeg er et ærligt menneske. Jeg vil langt hellere sige tingene og få det ud, end at sige det bag nogens ryg. Det er for let, og jeg kan meget bedre lide at sige tingene i øjenhøjde, hvis jeg har noget at sige,« fortæller Bubber, der ikke mener, at det hele skal tages så alvorligt.

Han mener dog også, at det ville være direkte mærkeligt, hvis ikke han forholdt sig til tingene i programmet.

»Det, man bare aldrig må misforstå, er, at det jo ikke er bedste venner, man får lov at kigge ind hos. Det er et koncept, hvor omdrejningspunktet er, at vi er blevet inviteret ind i hinandens liv,« fortæller Bubber, der også understreger, at han synes, det har været fantastisk og sjovt at være med i programmet.