Onsdag fortalte den danske filminstruktør Thomas Vinterberg, at han skammede sig over den danske flygtningepolitik. Udtalelsen har efterfølgende fået flere af BT's læsere helt op i det røde felt.

Filminstruktøren er dermed den seneste i rækken af prominente danske kunstnere, som offentlig giver udtryk for deres kritik. Det skete i forbindelse med en pressekonference under den prestigefyldte filmfestival i Berlin, hvor Thomas Vinterbergs seneste film 'Kollektivet' er blandt de nominerede værker.

»Jeg skammer mig over det danske ansigt udadtil, og jeg skammer mig over den skræmmekampagne, der er blevet ført i udlandet. Den politik, der bliver ført, er uværdig overfor de mennesker, man tager imod, og dem man nu ikke tager imod. Og når jeg forsøger at orientere mig i det politiske liv, så ser jeg ingen, som både kan opføre sig værdigt og samtidig tage et ansvar for, hvordan vi skal håndtere den her situation,« fortalte Thomas Vinterberg ifølge Berlingske.

Instruktørens kritik er på kort tid blevet et ophedet debatemne, og på BT's egen Facebook-side har mere end 500 læsere allerede givet deres mening om Thomas Vinterberg til kende. Langt størstedelen forholder sig yderst kritisk over for udtalelserne.

»Hold da op en pladderhumanist. Prøv lige at åbne øjnene og se hvad der sker omkring os,« skriver Jan Hansen.

»Ja vi kunne starte med at fjerne nogle af alle de tilskud du har fået til dine lorte film og give dem til nogle der har brug for dem..! Men du kan tage og pakke dit lort og pisse ud af Danmark hvis det er så slemt..!!!,« skriver Lars Steen Føhre.

»Så flyt dog til et land du er tilfreds med. Vi har ikke brug for borgere der skammer sig over Danmark. Du er jo en af de privligerede, der har modtaget så mange skattekroner, at det ikke burde være noget problem at flytte. Mange lande vil sikkert modtage dig med kyshånd. Men her skal du da ikke være, med den holdning,« skriver Jan Hjorth Valbjørn.

At Thomas Vinterberg har modtaget støtte til sine film fra den danske stat - samtidig med sin offentlige kritik af den danske flygtningepolitik - er noget flere læsere har bidt mærke i, og det har sågar også fået en enkelt folketingspolitiker til at udtrykke sin utilfredheds på Twitter:

»Thomas Vinterberg skammer sig over Danmark, siger han. Nu venter vi så på, at han som en selvfølgelighed fremover frasiger sig al filmstøtte;« skriver Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen.

Thomas Vinterbergs udtalelser kommer i kølvandet på en lignende kritik af den danske flygtningepolitik, der for et par uger siden blev fremført af Sofie Gråbøl, efter vedtagelsen af den omstridte 'smykkelov'.

»Jeg har svært ved at kende mit land lige nu. Jeg vil gerne være stolt af Danmark, men det er svært,« fortalte den danske skuespillerinde tidligere på året, i et interview med den britiske avis The Guardian.