Fredag skrev BT om den belgiske kvinde 'Laura', der har fået lov til at forlade jorden med lægernes hjælp. Det på trods af at hun er blot 24 år gammel og ikke fejler noget fysisk. Men hun har altid haft et ønske om at dø, har den anonyme kvinde fortalt til belgiske De Morgen.

»Livet er ikke noget for mig,« siger hun.

»Døden føles ikke som et valg. Hvis jeg havde et valg, ville jeg vælge et udholdeligt liv, men jeg har forsøgt alt uden succes,« sagde hun til De Morgen ifølge Daily Mail.

BT spurgte læserne, om det er okay, at give aktiv dødshjælp til en ellers fysisk rask person. Over halvdelen af de mere end 17.000 læsere har svaret, at det kun er dødeligt syge, der skal have aktiv dødshjælp. Til gengæld mener mere end en tredjedel af læserne, at det er i orden, at belgiske 'Laura' får hjælp til at forlade jorden.

På Facebook har debatten raset blandt BTs læsere.

For mange kan ikke forstå, hvordan en blot 24-årig kvinde allerede kan have mistet lysten til at leve. Andre peger på, at psykiske lidelser kan være så slemme, at den syge har mistet alt håb.

Du kan læse hele debatten på Facebook her:

I Danmark er aktiv dødshjælp overhovedet ikke tilladt. Hverken for fysisk eller psykisk syge. Til gengæld har læger lov til at give medicin til døende patienter med stærke smerter, selv om det kan fremskynde døden betydeligt.